Asymmetriske spil: Forskelligt spil på samme bræt

af Morten Greis d. 13. May 2015

I dag er det et kort blik på de asymmetriske spil. I asymmetriske spil sidder spillerne ikke bare med forskellige kort og brikker, men de spiller på markant forskellige måder for at vinde over hinanden.

I et spil som skak sidder to spillere over for hinanden med jævnbyrdige tropper og den eneste forskel, der er mellem spillerne, er hvem, der begynder spillet. I et krigsspil som Memoir ’44 er forskellen mellem spillerne hvilke tropper og krigsmateriel, de har til rådighed, ved slagets begyndelse, og hvilke ordrekort de råder over, undervejs i spillet. I kortspil som bridge og whist fordeles kortene tilfældigt mellem spillerne, men de trækkes alle fra samme pulje, mens i et spil som Magic: The Gathering opbygge hver spiller sin egen kortstak ud fra sin egen samling af kort, og de to spillere kan sidde med alt fra de præcis samme kort til fuldstændigt forskellige kort, men det er grundlæggende samme spil, de to spillere spiller. Nogle spil stiller spillerne meget lige, og med de omtrent samme midler, ressourcer og brikker, skal spillerne overgå hinanden. I andre spil er fordelingen skæv, men fordelingen er inden for samme rammer.

Andre spil er asymmetriske i den forstand, at de to spillere spiller to forskellige spil. I kortspillene Android: Netrunner (første udgave 1996, nuværende version 2012) og Star Wars: The Card Game (2012) sidder de to spillere ikke kun med hver deres sæt kort, men deres måder at vinde på er markant forskellige, og de giver to forskellige oplevelser, om man sidder i rollen som hacker eller mega-corporation, eller som rebeller eller kejserriget.

Asymmetriske spil

Først kommer nogle spil, der er markant asymmetriske, og derefter følger nogle kategorier af spil, hvor der er klare asymmetriske elementer, som giver spillerne forskellige måder at spille på, som former måden, de spiller på, og måden, de vinder på.

Android: Netrunner

Android: Netrunner er kortspil om hackere og corporationer i en nær fremtid baseret på cyberpunk-genren og blev oprindeligt udgivet i hælene på Magic-bølgen i 90’erne. Spillet blev relanceret for få år siden med stor succes. Den ene spiller har rollen som en corporation, og den anden som en hacker, en runner, der skal stjæle informationer fra corporationen.
Det gælder om at vinde 7 agenda-point for at vinde, men agenda-kortene er kun i Corporation-spillerens kortstak, og denne spiller mange af sine kort skjult – dvs. med bagsiden opad – og Corporation-spilleren vinder ved at få sine projekter gennemført, mens Runner-spilleren skal hacke sig gennem Corporation-spillerens digitale forsvarsværker og stjæle data og projekter for at opnå agenda-pointene. Netrunner har en hel særegen asymmetrisk spilstil som få andre spil formår at komme i nærheden af, og det har været med til at gøre cyberpunk spillet så populært.

Star Wars: The Card Game

Inden der er gået tolv runder, skal rebellerne have besejret imperiet ved at opnå et vist antal mål. De to fronter, som naturligvis har markant forskellige kort og ressourcer, sidder med to forskellige strategier foran sig for alt hvad kejseren og hans tropper skal gøre er at holde rebellerne stangen, og de kan undervejs foretage dristige modtræk eller alene trække tiden. Den asymmetriske stil i kortspillet Star Wars er med til at genskabe oprørernes desperate kamp mod kejserriget, hvor oprørerne er nødt til at sætte ind og ødelægge Dødsstjernen for at hindre den sejr, som kejserriget ellers ville være selvskrevet til, og kortspillet byder spiller på meget af den samme oplevelse.

Stronghold

I dette krigsspil, der udspiller sig i en tilfældig fantasy-verden, foregår spiller omkring borgmurene ved en belejret borg. Den spiller i Stronghold er belejreren, der skal opbygge sin hære, bygge belejringsmaskiner og storme murene, mens den anden spiller skal placerer sine forsvarere, opbygge forsvarsværker og beskytte sine mure mod indtrængere. For hvert træk angriberen tager, giver han en tidsmarkør til forsvareren, og forsvareren køber sine handlinger ved at spendere tidsmarkører. Basalt set former den angribende spiller rammen for hvilke træk den forsvarende spiller kan tage, og de to spillere fanget i et skævt kapløb forsøger at opbygge hver deres spil i en skrøbelig balance, der kan vælte spillet for den eller den anden part.

Figurspil

Space Hulk og Claustrophobia er spil, der her lige på grænsen til det rene asymmetriske spil, da spillerne overordnet set handler inden for samme rammer. I begge spil bygger man korridorer og rum op, som udgør det enkelte scenaries bane, og ofte har den ene spiller en særlig mission med sine soldater, som den anden spiller med sine monstre skal forsøge at hindre – det er begge spil, hvis inspiration har tydelige rødder i filmen Aliens. De to spillere har i begge spil – soldater vs monstre – markant forskellige måder at bevæge og anvende deres tropper på, og det giver to meget forskellige oplevelser, om man forsøger at kæmpe sig gennem banen med et hold af soldater, eller om man lusker rundt i gangene med monstrene. Noget af den samme oplevelse venter i zombie-spillet Last Night on Earth, hvor spillerne fordeles på to hold, og på det ene hold har hver spiller et menneske, og på det andet hold har hver spiller en lille flok zombier.

Figurmæssigt i langt større skala er Chaos in the Old World og Cthulhu Wars, hvor spillerne i begge tilfælde hærger verden, mens deres kultister og dæmonguder bekæmper hinanden, men det asymmetriske element ligger først fremmest de markant forskellige styrker frem for forskellige områder at kontrollere brættet på eller hvilke manøvrer, der er tilgængelige. For det skal vi til næste kategori.

Krigsspil: Andean Abyss

I krigsspillet Andean Abyss handler det om 1990’ernes narkokrige i Columbia, og hver spiller har sine særlige styrker, der dominerer forskellige dele af brættet, de har forskellige typer af taktiske operationer at udføre, og de har forskellige måder at vinde på. Det skaber et intenst forløb, hvor alle sidder og vogter på hinanden og indgår alliancer på kryds og tværs for at kunne gøre brug af de andre spilleres særlige taktiske formåen. Andean Abyss udgives af GMT Games, og er en del af deres COIN serie, og flere andre af deres historiske strategi- eller krigsspil anvender denne form, hvor der ikke kun er tale om forskellige hære – som trods alt er meget almindeligt i mange krigsspil (skak og RISK er blandt de få undtagelser) – men også er markant forskellige interesseområder, strategier og måder at vinde på.

Vekslende sejrskriterier

En mere beskeden måde at skabe et asymmetrisk spil på er at give spillerne forskellige måder at vinde på. Nogle spil gør det muligt for alle spillerne at vinde på forskellige måder ved at man inden for samme spil enten opnår en politisk, økonomisk eller kulturel sejr, eller ved at man først opnår et særligt mål eller får elimineret alle modspillere.

Den mere asymmetriske oplevelse kommer imidlertid, når spillerne har hver deres markant forskellige måder at vinde på. Det kan f.eks. være i Rex, hvor kejseren af det interstellare imperium netop er blevet dræbt, og forskellige racer kæmper nu om at tage magten på kejserplaneten, og flere af de forskellige racer har ikke kun særlige taktiske fordele, men også besidder deres egne unikke måder at komme først i mål på, eller Illuminati: The Card Game, hvor hver spiller repræsenterer et hemmeligt selskab, og enten vinder man ved at opnå en magtstruktur af en bestemt størrelse, eller også vinder man ved at opnå sit hemmelige selskabs unikke mål, hvorfor alle spillerne konstant sidder og vogter på hinandens træk, mens alle holder dobbelt øje med UFO-spilleren, da dennes unikke mål er hemmeligt.

Vekslende sejrskriterier har den fordel i spillene, at det giver nye oplevelser at spille de forskellige parter i spillet, og at der er plads til at flere spillere jagter deres mål parallelt med hinanden, for hvis man kun kan vinde ved at slå den anden spiller af brættet, er der kun et at gøre, nemlig at buldre fremad ind i modspilleren, mens de parallelle mål giver bedre rum til at stræbe efter hvert sit mål.

Asymmetrisk spil: I rollen som modspiller

En gruppe af spil, der har et markant element af asymmetrisk spil er de spil, hvor en spiller tager rollen som modspiller – HeroQuest, Descent, Imperial Assault, Mansions of Madness, X-files The Board Game, Mousquetaires du Roy – og resten slår sig sammen mod den ene spiller. Typisk er det spil, hvor spilleren nærmest fungerer som en game master i stil med rollespil, men der er nogle undtagelser som Scotland Yard og Letters from White Chapel, hvor skurke-spilleren skal undslippe fra de andre spillere, og særligt Mysterium (Il Sesto Senso, Tajemnicze Domostwo – spillet er i skrivende stund ikke udgivet på engelsk, men er trods dette meget populært i brætspilskredse) udmærker sig her, hvor den ene spiller ikke er en modspiller men en spiller, der skal kommunikere et budskab til de andre spillere, som de skal gætte – eller mere konkret: historien i Mysterium er, at en spiller tager rollen som et spøgelse, der sender budskaber gennem drømme om sin skæbne, som en gruppe synske skal afkode. For flere spil, der har en modspiller se artiklen om kooperativt spil og spil med samarbejde.

Afsluttende bemærkninger

Spil med asymmetriske elementer er en god vekslen fra de talrige spil, hvor forskelligheden alene er i spillernes udgangspunkt, som hovedsageligt veksler ud fra, hvor de begynder på brættet, hvilke kort, de har på hånden, eller hvilke brikker, de trækker op, som det opleves i f.eks. Settlers fra Catan, 7 Wonders, Carcassonne.

Asymmetrisk spil kan åbne op for intense kapløb, hvor spillerne så at sige løber på hver deres bane, men hvor der stadig kun kan være en vinder, eller hvor spillerne opererer ud fra så markant forskellige rammer, at det kan føles som mødet mellem to forskellige spil, og det er både spændende oplevelser og herligt spil.