2 - 6 spillere
60+ min
10+ år
  • familiespil
  • Bluff
  • Samarbejde
  • Efterforskning
  • Regler på dansk

    Scotland Yard

    Rasmus Skat Andersen af Rasmus Skat Andersen d. 27. November 2010

    Agent Howard Forrester stod på hjørnet af Oxford Street og Orchard Street, mens fortravlede londonere for forbi ham. Han stirrede eftertænksomt på menneskemængden, mens han langsomt strøg sit imponerende cykelstyrsoverskæg. Mr. X var ifølge bureauets oplysninger spottet her for under 10 minutter siden. Men hvor var han taget hen?

    Brætspillet Scotland Yard er fra før, London blev overklistret med overvågningskameraer. Den hemmelige mr. X er spottet i millionbyen, og nu forsøger Scotland Yards skarpeste hjerner at opstøve ham, inden han forsvinder i menneskemylderet.

    Setup

    • Spillerne afgør, hvem der skal være mr. X, og hvem der skal være detektiver fra Scotland Yard.
    • Mr. X tager den farveløse spilbrik, blyant, papir, logbog, lige så mange sorte billetter, som der er detektiver, samt fire taxi-, tre bus- og tre undergrundsbilletter. Endelig tager mr. X også to dobbeltræk-kort.
    • Hver detektiv får en spillefigur, 10 taxi-, otte bus- og fire undergrundsbilletter.
      Hvis der kun er tre spillere – og dermed kun to til at styre detektiverne – skal hver spiller styre to detektiver. Er der kun to spillere, vælger man selv, om spilleren, der repræsenterer ordensmagten, skal have tre (svært), fire eller fem detektiver.
    • Startkortene blandes med nummersiden nedad, og alle spillere trækker et kort. Styrer man flere detektiver, trækker man et kort for hver detektiv. Nummeret på kortet angiver, hvor man begynder i London. Detektiverne sætter deres brik der, mens mr. X holder sin startposition skjult.

    Selve spillet: Jagt gennem Londons gader

    Brætspillet Scotland Yard er et turbaseret spil. Hver omgang beslutter man, om man vil lade sig transportere med bus, taxi eller undergrundsbanen. Ruterne er tegnet ind på spilbrættet med forskellige farver. Gul repræsenterer taxi, grøn repræsenterer bus og rød undergrundsbanerne. Man må kun lade sig transportere et enkelt stop hver tur. Der må desuden aldrig stå to spillere på samme felt.


    Mr. X flytter altid først. Det sker ved, at mr. X skriver i logbogen, hvilket felt han flytter til. Derpå skjuler han feltet i logbogen med den billet, han rejste med.

    Derpå flytter detektiverne efter tur. Hver gang en detektiv bruger en billet, gives billetten til mr. X, som altså bliver ved med at få nye billetter, mens detektivernes handlemuligheder langsomt snævres ind.

    Med jævne mellemrum skal mr. X vise sig, så detektiverne har en ide om, hvor han opholder sig i London. Efter at mr. X har foretaget sit træk nummer 3, 8, 13 og 15 skal han derfor stille sin brik på feltet på brættet.

    Mr. X’s særlige træk

    Mr. X har flere muligheder for at komme rundt i Londons gader end detektiverne.

    • Sorte billetter: Joker-billetter, der både kan bruges til taxi, bus og undergrund. Som noget helt unikt kan de også bruges som færgebillet på Themsen (ved numrene 115, 118, 157 og 194).
    • Dobbeltræk-kort: Kortet giver mr. X lov til til at flytte to stationer. Han noterer begge stationer i logbogen og dækker dem med de valgte transportbilletter. Det er tilladt at skifte transportmiddel under et dobbelttræk.

    Spillet slutter

    Der er to måder, Scotland Yard kan slutte på:

    • Mr. X taber spillet, hvis en detektiv lander på et felt, hvor mr. X står. Så skal han straks give sig til kende.
    • Mr. X vinder, hvis detektiverne ikke længere er i stand til at foretage et træk.

    Vurdering af Scotland Yard

    Rasmus Skat Andersen
    Rasmus Skat Andersen mener ...

    Hvis detektiverne skal have en chance for at vinde, så er de nødt til at koordinere deres træk, ellers slipper mr. X for nemt væk. Derfor fungerer spillet også – selv om det ikke fremgår af reglerne – godt med kun to spillere: En er mr. X, en anden repræsenterer Scotland Yard.
    Er detektiverne meget skrappe, kan man aftale, at mr. X først viser sig, efter at detektiverne har foretaget deres træk, eller at han kun viser sig efter 3. og 13. træk.

    Spillet blev i 1983 kåret som ‘Spiel des Jahres’ i Tyskland.

    Spillet er udsendt i flere versioner. Den ovenfor er originaludgaven fra 1983.






    Kommentarer til Scotland Yard