Kickstarter til Small World 2 droppet

Peter Brichs af Peter Brichs d. 25. January 2013

Det er kun en uge siden vi kunne fortælle, at Days of Wonder havde startet en kickstarter for at videreudvikle deres Small World app til iPad. Alligevel er projektet nu skrinlagt – for en tid.

“Det er tydeligt for os, at vores kampagne var rodet og forvirrende,” skriver Days of Wonder på deres kickstarter, og uddyber med, at det var forkert at kickstarte den udvidelse, de allerede havde besluttet at udvikle. Samtidig indrømmer de, at det var en fejl at have en udgave af spillet til Android som et såkaldt “stretch goal” – altså noget, de kun gjorde, hvis de indtjente 300.000 dollar – altså 110.000 dollar mere, end de samlede ind for.

Altså har Days of Wonder valgt at annullere den kickstarter, de har startet. Planen er dog, at de vender tilbage til marts med en ny og forbedret kickstarter kampagne. De fortæller også betryggende, at de ikke har glemt luksus-udgaven af brætspillet – den såkaldte “Designer Edition” – som de fortæller vil komme i en ny, mere tilgængelig udgave, på et senere tidspunkt. Forhåbentlig bliver den også billigere end de 321 dollar, de ville have for den.

Du kan læse hele meddelelsen fra Days of Wonder på Kickstarter


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk