Ny udgave af Love letter

Pernille Brix Madsen af Pernille Brix Madsen d. 12. April 2019

I sommeren 2019 udkommer en ny udgave af det populære Love Letter – også på dansk. 16 kort er alt, der skal til for at lave et fantastisk spil. Det viste Seiji Kanai, da han skabte Love Letter , som har modtaget et væld af priser.

I Love Letter er du og dine modspillere bejlere, som konkurrerer om at få breve leveret til prinsessen for at vinde hendes hjerte. De 16 kort er personer i prinsessens live, som du får hjælp fra til at levere dit brev. Det kort, som du har på hånden, er den person, som er i besiddelse af dit brev. Er du den sidste person tilbage i runden, eller har du den vigtigste person til sidst (med højest værdi), har du vundet.

Den nye udgave af Love Letter har fået nye illustrationer og indeholder alle 16 kort fra den originale udgave samt 5 ekstra kort. De ekstra kort er:

1 Vagt
2 Spioner
2 Kanslere

Spioner har værdien 0 og giver dig et ekstra point, hvis du er den eneste i runden, der har spillet eller smidt en, men kun hvis du fortsat er med i runden.

Kansleren lader dig trække 2 kort og vælge, hvilket af de tre kort, som du har på hånden, du ønsker at beholde. De to, som du ikke ønsker at beholde, lægges i bunden af bunken i valgfri rækkefølge.

Kortene er markeret, så de kan fjernes, hvis man ønsker at spille det originale Love Letter.

Love Letter udkom første gang i 2012 og vandt i 2013 fire Golden Geek Awards, mest innovative design, bedste kortspil, bedste selskabsspil og bedste familiespil. I 2014 vandt, da det udkom på dansk første gang, vandt spillet en Guldbrik i kategorien Familiespil.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk