Lær nye brætspil - Workshop på biblioteket
af Morten Greis d. 19. November 2013
Vigerslev bibliotek, Valby, byder på brætspilsworkshop. Her introduceres fire ny-klassikere inden for brætspil, og nysgerrige spillere kan under kyndig vejledning prøve fire spændende spil.
De fire spil er Forbidden Island, Quarto, Dominion og Carcassonne:
Quarto er et spil, hvor to spillere dyster om at få fire på stribe, men der er mere til det end som så, da fire på stribe kan dannes med alle mulige kombinationer af egne og modspillerens brikker, og hver tur vælger modspilleren hvilken brik, der må sættes på brættet. Et solidt strategispil.
Forbidden Island er et samarbejdsspil, hvor I skal finde fire forsvundne skatte på en ø, inden den synker. Kan I finde frem til skattene inden det er for sent? Det afhænger alt sammen af, hvor godt der samarbejdes.
Dominion er et kortspil i den populære genre “deckbuilding”, som har taget spilverdenen med storm. Byg dit kongerige op af len og domæner via kort, men hvert spil er forskelligt, da hvilke ti kort, der er i spil, veksler fra gang til gang, og i hvert spil gælder det om at designe den bedste strategi, mens man spiller.
Carcassonne er spillet, hvor der skal bygges landskaber af spillebrikker. På skift trækker i brikker med veje, byer og marker, og det gælder nu om at få placeret brikkerne, så ens egne ting bliver bygget færdigt, mens de andre spilleres ikke bliver det. Det er både hyggeligt og udfordrende.
Arrangementet finder sted tirsdag d. 26 november, kl. 16 til 19 på Vigerslev bibliotek.
Læs mere om arrangementet her: Lær et brætspil