2 - 4 spillere
60+ min
10+ år
  • familiespil
  • strategispil
  • Oldtid
  • Via Appia

    Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 22. September 2014

    Tilbage i det gamle romerrige havde man brug for veje, og før vor tidsregning byggede Rom vejen Via Appia hele vejen til Brundisium 600 kilometer væk. Et fantastisk stykke arbejde der sikrede, at det romerske militær kunne flytte sig hurtigt, trække sig tilbage og modtage forsyninger fra hovedstaden. Blandt andet herfra har vi udtrykket: “alle veje fører til Rom”.

    I spillet Via Appia har I opgaven at bygge vejen og rejse til Brundisium. I skal skaffe sten og deraf lave brosten, som efter størrelse skal lægges ned i vejen. Rejsen koster penge, men I optjener hæder og ære i Rom til gengæld.

    Sådan starter du …

    Kortet skal placeres midt på bordet, og I blander penge/sten kortene. Derpå vender I syv kort ud, så man kan se tegningen. Kortene har et antal penge og sten – vi kommer tilbage til dem senere.

    Læg mønterne – som hedder Sesterces – i en lille skål.

    Der er tre vej-segmenter på brættet. A, B og C, som er fra Rom til Tarracina, igen videre til Benvenutum og sidste stræk til målet Brundisium. Midt på hver vejstrækning er der en lille plads, hvor I lægger bogstav-brikkerne, der passer til.

    Hver spiller skal have et lille hjem i form af en lille skærm, hvor penge og bogstav-brikker kan ligge skjult. Derudover skal hver spiller have en vogn til at laste brosten på.

    Stil hver spillers scoring-brik på 1.

    • Første spiller modtager en mønt og to små sten (grå).
    • Anden spiller modtager to mønter og to små grå sten.
    • Treide spiller modtager to mønter + en lille grå- og en hvid mellem-sten.
    • Fjerde spiller modtager tre mønter + en lille grå- og en hvid mellem-sten.

    Der er forskel på sten

    Det kan være lidt forvirrende at læse, men der er to sten-stadier med i spillet. De store træbrikker er rå (ubehandlede) sten, som du får fra kortene i din tur. De flade sten-brikker passer ned i aftegningerne på vejen, og dem får du ved at forarbejde dine rå sten. Vi kommer tilbage til hvordan.

    Det sidste I skal gøre, er at forberede stenbruddet. Du tager fire store, otte mellem og tolv små runde stenbrikker og lægger dem i et lag på stenbruddet.

    Runderne i Via Appia

    Spillet kører virkeligt hurtigt, og det er en skøn ting. Når det er din tur i spillet, skal du blot vælge en af fire handlinger:

    1. Få indkomst
    2. Gå til stenbruddet
    3. Bygge vej
    4. Rejse ned af vejen

    Lad os se på, hvad hver handling gør …

    Indkomst

    Du tager et af de syv kort, der ligger ved spilbrættet. På kortene bestemmer du, om du vil have pengene (den øverste del af kortet), eller om du vil have sten af forskellig størrelse (den nederste del af kortet).

    Hvis du tager et af de sidste tre kort, får du både penge og sten.
    Hvis du tager det sidste kort, modtager du en PUSH +1 brik, hvis du altså ikke har en i forvejen. Den kan du i en senere runde bruge i stenbruddet.

    Stenbruddet

    Stenbruddet i Via Appia er en spil mæssig gimmik, hvor du støder sten ind i den ene ende og tager flade sted der falder af i den anden ende.

    Stenbruddet er en gimmick, som efterligner, at sten til verdens længste vej skal hugges flade. Stenbruddet i spillet laver de rå sten om til brosten – som altså er dem, der lægges på vejen.

    Når du går i stenbruddet, må du to gange tage en af dine runde sten og lægge forrest på sten-skubberen. Derefter skubber du din sten-brik ned i bunken af andre sten, og det gælder om at få sten til at falde af bagenden. Dem, der falder af, må du veksle til pap-sten, som du lægger tilbage på din vogn.

    Vær opmærksom på at vognen kun har plads til bestemte størrelser sten. Hvis du har lyst, kan du sælge en sten for en mønt – ligesom du kan veksle de store sten til mindre. Se skemaet i regelbogen.

    Bygge vejen

    Her tager du en til to af de flade pap-sten fra din vogn og placerer en af dem på felterne på vejen. Du får point med det samme afhængig af størrelsen på stenen.

    • Store sten giver fem point
    • Mellem sten giver tre point
    • Små sten giver et point

    Derudover skal du tage et bogstav for hver sten, uanset størrelse. Antallet af A-bogstaver passer således til antallet af felter i A-segmentet af vejen. Det er ikke svært.

    Du må kun bygge vejen, hvis din mand har kontakt til feltet, du bygger på. Altså de små stier mellem brosten-pladserne betyder noget.

    Du må som udgangspunkt lægge to brosten ned i en tur, men der er nogen regler om, at du ikke kan bygge længere fremme på vejen end den seneste by, du har været i … og at du ikke kan placere to brikker i for eksempel B-sektionen, før alle sten er lagt i A-sektionen. Det lyder mere indviklet, end det er, og hovedpointen er, at Rom gerne vil have, at vejen skal bygges komplet og ikke kun en zig-zag sti ude i naturen.

    Rejse

    Hver spiller har en lille bygherre stående i Rom. Det er fint nok, når du bygger det første stykke vej, men du må ikke bygge på næste vejstykke, før du har været i Tarracina (den næste by på vejen) og så videre.

    Det koster penge at rejse, så du kan flytte et, to eller tre felter. Det koster en, tre eller seks penge.

    Der er regler for, hvor mange af jer, der kan stå på et felt, så der er lidt taktisk placering i, hvem der først stiller sig på centrale sten under byggeriet.

    Første spiller, der kommer til en ny by, tager +6 point brikken, næste tager +3 brikken og derefter +1 brikken. Et typisk spil kan slutte på omkring 50 point, så seks point for at ankomme først er en stor portion. Brikken gemmes bag skærmen.

    Sidst men ikke mindst lægger du en rund orange by-markering ved den by, du ankommer til. For hver brik, der ligger ved byen, får de andre rejsende en mønt i rabat, når de rejser. Det vil sige, at efter første spiller ankommer til Tarrcina, koster det pludseligt nul mønter at rejse et felt, det koster to at rejse to felter og fem point for at rejse tre.
    Det er en regulerende del af spillet, at andre kan indhente dig, når først du har banet vejen.

    Sådan vinder du spillet

    Spillet slutter, når en af jer ankommer til Brundisium, eller hvis alle brosten er lagt, så vejen er helt komplet.

    Spilleren med flest sejrspoint er, ikke overraskende, vinderen. Men inden I ved, hvem det er, skal I tælle bonus-point sammen.

    Hvert af de tre vej-segmenter giver otte point til den person, der har lagt flest brosten på vej-segmentet. Det lyder svært, men I skal simpelthen bare tælle, hvem der har flest A, B og C bogstav-brikker. Spilleren med næstflest får fire point.

    Spilleren, som har flest penge, modtager to point, men det er nok værd at lægge mærke til, at pengene i sig selv ikke bruges som point eller tie-breaker.

    Vurdering af Via Appia

    Bo Jørgensen
    Bo Jørgensen mener ...

    Spillet er et fantastisk familiespil, som burde indstilles til en pris. Gimmikken med at skubbe sten er noget, alle kan være med til, og man føler, at man kan styre den kaotiske skubbe-mekanisme. Det er langt bedre end bare at slå en terning eller trække et tilfældigt kort.

    Runderne er enormt simple, og fra spiller til spiller er der lidt drillerier, om hvem der tager et godt kort, eller hvornår man for eksempel vælger at lægge de store brosten ned i vejen, da de har betydning for, hvordan man bygger videre.

    Spillerne er dog ikke i direkte kamp eller kontakt, og det virker som et meget let worker placement spil uden egentligt at være det. Spillet kan sammenlignes med for eksempel Stone Age, men Via Appia er langt mere tæt skåret i sit design.

    Illustrativt er det flot og historisk, og kvaliteten af brikkerne fås ikke bedre.

    En klar anbefaling til at komme i gang med moderne brætspil.






    Kommentarer til Via Appia