Tokaido
af Pernille Brix Madsen d. 14. June 2018
Snør vandrestøvlerne, og find selfie-stangen og den store pakke med vabelplaster frem, for turen går fra Kyoto til Edo, og der er 53 stop undervejs på den 500 kilometer lange vandretur.
I er alle vandrere, der skal gå den lange tur fra Kyoto til Edo (som nu hedder Tokyo). Undervejs på turen skal I blandt andet smage på de lokale retter, samle souvenirs, møde andre rejsende og donere penge i templerne. I får point for de ting, I oplever, spiser eller køber. Spillet slutter, når sidste spiller når frem til kroen i Edo. Den spiller, som har flest point, har vundet.
Inden I kan starte spillet
- Spillepladen lægges på bordet, og de forskellige kort (måltider, souvenirs, møder, varm kilde-kort) blandes og lægges ved siden af spillepladen. Panoramakortene sorteres og lægges på bordet.
- Hver spiller vælger en farve og får to rejsende med forskellige evner, hvoraf de skal vælge den ene. Nogle rejsende får rabat på bestemte ting eller har andre evner. Når spillerne har valgt, tager de det antal mønter, der står på kortet, og en pointmarkør og en sæk i den farve, de har valgt.
- Bedriftskortene lægges ved siden af spillepladen.
- Spillernes brikker sættes i tilfældig rækkefølge på kroen i Kyoto, og den bagerste spiller starter.
Point
Point i Tokaido gives undervejs i spillet, når man stopper et sted og udfører den handling, der er mulig. Spillerne flytter undervejs deres pointmarkør fremad, når de får point. Det antal point, man får for souvenirs og panoramaer, afhænger af, hvor mange souvenirs aller panoramakort man har i forvejen. I slutningen af spillet uddeles bedriftskort, som giver point. Man belønnes for at have mødt flest rejsende undervejs, brugt flest penge på mad, have besøgt flest varme kilder eller have samlet flest souvenirs.
I din tur
I Tokaido er det altid den spiller, der står bagerst på ruten, der har tur.
I sin tur skal spilleren flytte sin brik til et ledigt felt, der ligger længere fremme på ruten. Man bestemmer selv, om man vil flytte til næste ledige felt eller springe flere felter over.
Stop på ruten
- Landsby: I landsbyen kan man købe souvenirs. Spilleren i landsbyen trækker tre souvenirkort og må købe et eller flere kort. Man belønnes for at samle forskellige typer souvenirs.
- Tempel: I templet må spilleren vælge at donere en til tre mønter til templet og får et point for hver mønt, han har doneret. I slutningen af spillet får de mest generøse spillere point.
- Gård: Spilleren må tage tre mønter fra møntbunken.
- Udsigtspunkter: Spilleren må tage et panoramakort, der matcher det udsigtspunkt, han er på. Er det første gang, spilleren er på denne type udsigtspunkt, tager han første kort i panoramaet. Anden gang tager han kort nummer to og så videre. Første spiller, der færdiggør et panorama, får bonuspoint.
- Tilfældigt møde Spilleren møder en anden rejsende på ruten og trækker et kort , som for eksempel kan give mønter eller et gratis panoramakort.
- Varm kilde: Spilleren hviler i den varme kilde og tager et varm kilde-kort, der giver point.
Kroerne
Der er i alt fem kroer på ruten. Spillet start i kroen i Kyoto, og alle spillere skal stoppe i de fire andre kroer undervejs på turen til Edo.
Når en spiller kommer til kroen, skal han stille sin brik på det ledige felt, der er tættest på stien. Den første spiller, der ankommer, skal tage et antal måltidskort svarende til antallet af spillere plus 1. Han må vælge at købe et af kortene, hvis han vil. Det er kun tilladt at købe måltider, man ikke har købt før i spillet. Næste spiller, der ankommer, får nu stakken af måltidskort fra den første spiller og må vælge blandt det, der er tilbage. Når alle er ankommet til kroen og har haft mulighed for at købe et måltid, fortsætter spillet. Den spiller, der ankom til kroen som den sidste, har tur som den første.
Pointoptælling
Hver spiller tæller sine point (Glory Points) på sin ressourceplade og de point, spilleren har fået på heltedådskort. Den spiller, der har flest point, har vundet!
Vurdering af Tokaido
Tokaido er et rigtig fint spil, som jeg varmt kan anbefale; også hvis man skal spille med uerfarne brætspillere.
Det bliver ofte sagt om Tokaido, at det er rejsen og ikke destinationen, der er vigtig. Det kan jeg kun være enig i. Det er nærmest afstressende og zen-agtigt at spille Tokaido. Der er ingen nervepirrende terningkast eller overhængende fare for bliver offer for den frygtede analyse-paralyse. Alligevel rummer spillet en dybde og taktiske overvejelser undervejs. Skal man springe flere felter frem for at sikre sig, at man kan lande der, selvom det måske giver næste spiller flere ture i træk? Eller skal man tage den med ro og risikere ikke at lande der, hvor man helst vil?
Antoine Bauza, der er designeren bag Tokaido, har også lavet andre sværvægtere som blandt andet 7 Wonders , Hanabi , Ghost stories og Takenoko .