Memoir '44: The Battles of Khalkhin-Gol
af Rasmus Skat Andersen d. 15. March 2018
2. Verdenskrig var – som navnet antyder – en begivenhed af global karakter. The Battles of Khalkhin-Gol bringer dig til en af krigens gråzoner, mere præcist den japansk-sovjetiske grænse ved floden Halla. Her kæmpede man i 1939 i fem måneder i en uerklæret sovjetisk-japansk grænsekonflikt, der endte med sejr til Stalins tropper.
Konflikten fik betydning for 2. verdenskrig, idet den japanske generalstab efter nederlaget konkluderede, at hærens ønske om at erobre Sibirien til Bajkalsøen var urealistisk. I stedet valgte man at følge flådens drøm om erobringer i Sydøstasien. På USSR-siden førte konflikten til forfremmelse til general Georgij Zjukov, der brugte sin kamperfaring i december 1941 under slaget om Moskva mod Nazityskland. Han stod også bag den første vellykkede sovjetiske modoffensiv.
The Battles of Khalkhin-Gol er det første udvidelsen i en ny serie af Battlemaps til Memoir ’44 og kræver, at man har grundspillet og udvidelserne Memoir ’44: Terrain Pack, Memoir ’44: Eastern Front og Memoir ’44: Pacific Theater. Det anbefales også, at man har Memoir ’44: Equipment Pack og Memoir ’44: Winter Wars -udvidelserne. Som man måske kan lure af antallet af påkrævede udvidelser, er det en udvidelse, der kun er rettet mod inkarnerede fans.
Hvad indeholder udvidelsen?
- Kampagnen: The Battles of Khalkhin-Gol indeholder otte scenarier, der kan spilles enkeltvis eller som en sammenhængende kampagne, hvor udfaldet af hvert sammenstød påvirker næste spil. Man kan enten bruge kampagnereglerne fra Campaign Book #1 eller #2, eller man kan bruge de forsimplede regler, som følger med denne udvidelse. Seks af scenarier er almindelige standardscenarier, og to af dem er breakthrough-scenarier, hvor der følger særlige trykte kampkort med udvidelsen.
- Overlord: Udvidelsen indeholder også Overlord-scenarier med medfølgende kæmpe kampkort. Det ene, Encirclement at Khalkhin-Gol, foregår tidsmæssigt samtidig med scenarierne i kampagnen, mens det andet, Cape Torokina Landings, foregår den 1. november 1943. Her er det japanske tropper og amerikanske marinesoldater, der støder sammen. Ingen af Overlord-scenarierne er en del af Khalkhin-Gol-kampagnen.
- Nye enheder: Spillet kommer med to nye enheder. For det første japanske kampvogne – Type 97 Te-Ke Tankettes. De er lynhurtige, men deres panser er dog ikke noget at råbe hurra for, så de er forholdsvis nemme at nedlægge. For det andet sovjettiske BA-10 Armored Cars. De er ligeledes hurtige (må flytte fire felter og stadig kæmpe).
- Nye actions: I nogle af scenarier er tropperne udstyret med molotov cocktails, som infanteri må bruge i nærkamp. Der er også scenarier, hvor kampvogne kan være udstyret med flammekastere.
Vurdering af Memoir '44: The Battles of Khalkhin-Gol
Som jeg allerede har været inde på, er The Battles of Khalkhin-Gol’s målgruppe inkarnerede Memoir ´44-spillere. Du skal have rigtig mange udvidelser til spillet for at få fornøjelse af The Battles of Khalkhin-Gol.
Mulighederne for den sammenhængende kampagne er meget simplificeret model i forhold til den model, der præsenteres i Campaign Book #1 eller #2. Den fungerer, men held kan spille en meget stor rolle.