2 - 4 spillere
20+ min
13+ år
  • temaspil
  • Kortspil
  • Fantasy
  • Boss Monster: The Next Level

    Rasmus Skat Andersen af Rasmus Skat Andersen d. 7. December 2017

    I Boss Monster: The Next level er du fortsat den onde skurk, der har travlt med at udbygge din dungeon med nye dødbringende fælder, glubske monstre og ikke mindst skatte, der kan lokke eventyrlystne helte til, så du kan dræbe dem og indsamle deres sjæle. Spillet er en udvidelse til Boss Monster, men kan både spilles alene eller sammen med grundspillet.

    Dit hulesystem er klar til at tage livet af dumdristige eventyrer.

    Nyhederne i Boss Monster: The Next Level

    Spillet indeholder 160 kort, fordelt på 12 nye bosser, 25 almindelige helte, 17 episke helte, 31 spell-kort og 75 room-kort. Der er to nye elementer blandt heltene, nemlig hybridhelte og Dark Heroes:

    • Hybridhelte: Der er fire af dem i spillet, alle tilhørende de episke helte. De tiltrækkes af det hulesystem, hvor der er flest skatte af de typer, der søger. I modsætning til almindelige helte jagter de nemlig to typer skatte. For eksempel søger druiden både Cleric- og Mage-skatte.
    • Dark heroes: Der er ligeledes fire Dark heroes, alle tilhørende de almindelige helte. Fælles for dem er, at dine modstandere har mulighed for at ofre rum for at give heltene mere liv.
    • Flere valgmuligheder: Flere af spell-kortene har nu to mulige effekter, så der er større chance for at du kan få gavn for formularen.
    • Flere kort fra starten: Fra start trækker hver spiller fortsat fem room-kort og to spell-kort. Men i modsætning til grundudgaven skal man ikke vælge to kort og kassere, men kan beholde alle kortene på hånden.

    Varianter

    Akkurat som i grundspillet indeholder regelhæftet forslag til spilvarianter.
    Machinations: I slutningen af en runde må en spiller, der ikke fik erobret en sjæl i denne runde, trækket et kort fra enten spell- eller room-kortbunken.
    Unlimited Lives: Spillerne er ikke ude af spillet, selv om de når op på fem sår. I stedet spiller man, indtil der ikke er flere kort i hero-kortbunken. Spilleren med flest sjæle vinder.

    Vurdering af Boss Monster: The Next Level

    Rasmus Skat Andersen
    Rasmus Skat Andersen mener ...

    Boss Monster: The Next Level er basalt set mere af det samme, som du fik i Boss Monster. Der er gjort forsøg på at lave mere interaktionen mellem spillerne, og din starthånd er blevet gjort større, men ellers ligner spillet sig selv.
    Det er på godt og ondt et filler-spil, hvor held spiller en stor rolle. Er du ikke fan af tilfældigheder, så er Boss Monster stadig ikke et spil for dig. Kan du lide den lidt den nørdede planlægning af, hvordan du skruer dit hulesystem sammen, så det giver maksimalt skade til heltene, så giver The Next Level dig endnu mere at nørkle med.
    De to spil kan kombineres. Alle kortene er mærket i bunden, så man kan adskille Boss Monster og Boss Monster: The Next Level. På en stor del af kortene skal man dog sidde med et forstørrelsesglas for at kunne læse, hvad der står, så hvis man vælger at kombinere de to spil, skal man være indstillet på meget arbejde for at få dem adskilt igen.






    Kommentarer til Boss Monster: The Next Level