Airlines Europe
af Johnn Esbensen d. 16. November 2012
I luftfartens spæde begyndelse kæmper driftige forretningsmænd om licenserne til flyvninger over Europa. Kurserne på aktier i flyselskaberne stiger løbende, mens rutenettet udvides, så det gælder om at investere i de helt rigtige selskaber for at vinde kampen.
I Airlines Europe kæmper spillerne om aktiemajoriteten i de forskellige flyselskaber, der flyver over Europa. Kampen er hård, så det er vigtigt at satse på de helt rigtige selskaber.
Sådan starter du Airlines Europe
Airlines kan spilles af to til fem spillere og der er forskel på opsætningen af spillet, afhængig af antallet af spillere. Vi tager her udgangspunkt i et spil med fem spillere.
- Placér spillepladen midt på bordet og sæt en farvet markør i hjembyen for hver af de flyselskaber, der er med i spillet. Sæt herefter de andre farvede markører på de farvede felter i aktielinjen nederst på spillepladen.
- Placér herefter de fire bonus forbindelsesbrikker på tilsvarende felter på spillepladen.
- Læg pointbrikkerne ved siden af spillepladen.
- Startspilleren får et point fra bunken, spilleren til venstre får to point, den næste spiller får tre point og så videre. Pointbrikkerne holdes skjult gennem hele spillet
- Banken skal indeholde 50 millioner euro pr. spiller.
- Hver spiller modtager otte millioner euro. Pengene holdes ikke skjult.
- Placér de 20 Air Abacus aktier ved spillepladen og med billedsiden nedad.
- Bland alle de øvrige aktiekort og træk de fem første aktier. Læg dem på bordet ved siden af spillepladen.
- Giv herefter hver spiller otte aktier. Hver spiller vælger to forskellig aktier og spiller dem på bordet. Dette gøres samtidig for alle spillere. De resterende seks aktier holdes skjult på hånden.
- Til slut skal der laves en trækbunke af de resterende aktiekort. Dette gøres efter en helt særlig model, som du kan læse i reglerne.
Nu er I klar til at spille Airlines Europe.
Runder i Airlines Europe
Som nævnt gælder det om, at opbygge den mest profitable aktie porteføjle og derved høste det bedste afkast (point) under hver af de tre pointfaser. Igennem spillet stilles spillerne over for flere vanskelige valg. Skal man fortsat satse på en aktie, man har mange af, eller skal man satse på en billig aktie og håbe på, at den bliver mere værd? Valgene er dine, og de fører dig til succes eller fiasko.
I hver runde kan hver spiller vælge mellem en af følgende valgmuligheder:
- Køb en eller to rutelicenser og tag en aktie For at købe rutelicenser skal spillerne betale den pris, der står på den rute, man ønsker. Prisen er altid den laveste ledige. Når rutelicensen er betalt, ændres aktieværdien på de(t) pågældende selskaber med samme værdi, som det kostede. Til slut skal spilleren vælge en aktie – enten fra det synlige aktiemarked eller fra toppen af aktiebunken
- Spil en eller flere aktier og modtag udbytte Spillerne kan spille et frit antal aktier fra ét flyselskab eller to forskellige flyselskaber. For hver aktie der bliver spillet, modtager spilleren to millioner euro fra banken. De spillede aktier lægges synligt på bordet foran spilleren
- Kassér aktier og få Abacus aktier i stedet De særlige Abacus aktier kan kun anskaffes ved at kassere andre aktier. En kasseret aktie giver én Abacus aktie, mens tre kasserede aktier giver to Abacus aktier. Der kan kasseres aktier både fra hånden og fra bordet. Abacus aktierne tages på hånden og skal spilles som normalt for at være en del af aktiebeholdningen
- Spring turen over og få penge Hvis en spiller mangler penge, kan han vælge at springe en tur over og modtager i stedet otte millioner euro
Tre gange i løbet af spillet vendes et pointkort fra aktiebunken. Dette betyder, at spillet kortvarigt afbrydes, og der tælles point. Først skiftes spillerne til at trække en “gratis” aktie fra aktiemarkedet, hvorefter aktiemarkedet ryddes og fyldes med fem nye kort.
Herefter skal der tælles point. Hvert flyselskab afvikles efter tur startende med det med højst værdi. Antallet af point for de enkelte flyselskaber kan ses på aktielinjen, der er inddelt i farvede områder, der angiver værdien. Spilleren med flest aktier i et flyselskab får det højeste antal point, den med næstflest aktier får det næst højeste antal point og så videre.
Til sidst gives der point for Abacus aktierne.
Herefter fortsætter spillet normalt. Spillet slutter, når den tredje pointrunde er afsluttet, og alle spillere har modtaget deres point.
Sådan vinder du spillet
Den spiller, der til slut har flest point vinder, spillet.
Lidt om designeren
Airlines Europe af lavet af mr. Ticket to Ride – Alan R. Moon. Moon har fået udgivet mere end 80 spil og har blandt andet vundet den eftertragtede “Spiel des Jahres” to gange. Første gang i 1998 med spillet Elfenland og igen i 2004 med spillet Ticket to Ride.I 1990 udgav Alan R. Moon sit første spil – Airlines. Airlines Europe er en videreudvikling af det oprindelige spil, og Moon’s ønske var, at stille spilleren overfor endnu flere muligheder og valg.
Vurdering af Airlines Europe
Airlines Europe er et rigtig godt og velproduceret familiespil. Spillet ligger nok i den svære ende af familiespil genren, og særligt de første par spil kan virke lidt uoverskuelige. Mekanikken med, at ingen af spillerne ejer de enkelte flyselskaber, og at alle derfor kan tjene point på dem, kan forvirre lidt i starten. Det er dog også en af de mekanikker, der senere viser sig at være særlig sjov og udfordrende. Spillets sproguafhængighed gør det muligt, at spille med både børn og unge.