Til bords med Lauge Luchau Rosendahl

af Kim Dorff d. 14. May 2013

Australske drømmefugle og bordplanlægning? Det giver ikke umiddelbart mening, men er alligevel bestanddele i en af de største danske brætspilssuccesser i de senere år.

Hvordan får man idéen til et spil? Endda et spil, der går hen og bliver et vaskeægte hit og opnår international succes?

For 41-årige Lauge Luchau Rosendahl skete det i familiens skød, midt i kaosset ved middagsbordet.

”Vi deler hus med en anden familie og spiser sammen hver dag. Vi er otte om bordet. Og ved hvert eneste måltid skulle ting gå op i en højere enhed; børnene ville altid gerne sidde bestemte steder, og det ville de voksne også – så skulle den ene sidde tæt på toilettet, en anden tæt ved køkkenet, mens en tredje insisterede på at sidde ved siden af en bestemt person”, fortæller den 41-årige arkitekt.

Således blev ”Til Bords” født. Midt blandt kødgryder og fordeling af bordskånere spurgte Lauge sig selv ”hvad nu hvis man lavede dette bordkaos om til et spil?”.

Resultatet blev et hovedbrudsspil for hele familien, hvor man på tid forsøger at lave den perfekte bordplan på trods af en række krav og benspænd.

For Lauge Luchau var det en drøm, der gik i opfyldelse. De seneste 10-12 år havde han oppe på hemsen fyldt skrivebordsskuffen med et væld af idéer. Dér, blandt de 225 brætspil han ejede og spillede ugentligt, sad han ene mand og udtænkte sindrige mekanikker og sjove idéer, og drømte om, at hans enorme spilsamling en dag ville tælle et af hans egne spil.

Men vejen til succes var ikke nem. Det indrømmer Lauge selv:

“Det var rent held. Jeg havde for et par år siden lavet et spil, som jeg havde sendt til det tyske forlag Hans im Glück. Efter flere måneders ventetid fik jeg et brev med tre linjers standardafslag. Så sendte jeg spilreglerne til Kosmos, et andet tysk spilforlag. Efter tre uger fik jeg halvanden sides detaljeret afslag. Og det syntes jeg var virkelig imponerende. Jeg var helt vildt glad for det afslag. De tog mig alvorligt.”

I forvejen var det modigt af århusianske Lauge Luchau at forsøge sig på det tyske marked; syd for den danske grænse er brætspilskulturen en helt anden end i Danmark. Her er brætspil big business, omsætter for milliarder årligt og alle spiludviklere er i knivskarp konkurrence med hinanden om at finde den næste spilidé, der kan blive et hit.

Jeg var helt vildt glad for det afslag. De tog mig alvorligt.”!

Lauge kæmpede dog videre, opildnet af afslaget.

”Halvandet år senere fandt jeg så på Til Bords, og så prøvede jeg Kosmos igen. De bed på med det samme, og bad om en prototype. Og så rullede det.”

Inden da skulle der dog ædes en lille kamel; de tyske spiludgivere ville ændre titlen. Satiriske spil med smag af socialrealisme havde historisk set klaret sig dårligt i Tyskland.

Ud røg ”Til Bords” og ind kom navnet ”Uluru” og et abstrakt tema om farverige drømmefugle og spirituelle ritualer. Om en legende, der fortæller at dyrene i den australske ørken bliver til drømmefugle om natten, når de samles omkring den hellige sten Ayers Rock.

Lauge var dog ret ligeglad med temaændringen til den australske aboriginal-kunst. Spillet var stadig det samme. Og han var stolt over, at han nu omsider kunne kalde sig for brætspilsdesigner. Samtidig var han overrasket over, hvor hurtigt det var gået, da han først fik hul igennem.

Uluru gik hen og blev det bedst sælgende spil for Kosmos samme år, som det udkom, og Lauge havde dermed slået sit navn fast som brætspilsdesigner. Nu var døren sparket ind. Og de mange idéer i skrivebordsskuffen kunne igen hives frem og støves af. For Lauge Luchau var ikke i tvivl, da jeg spurgte ham – vil du gerne kunne leve af at designe brætspil?

”Helt sikkert. Men jeg ved ikke, om jeg vil anbefale andre at følge samme vej som mig. Jeg kender nogen, der har prøvet at gå min vej, som det ikke er lykkedes for. Jeg har helt sikkert været heldig”, og forklarer, hvad han tror er det vigtigste, når man skal finde opskriften på en succes:

”Uluru var et forholdsvis hurtigt spil at lave. Det tog en koncentreret måned med mange lange timer, test med familien, og så var det færdigt”, fortæller han og fortsætter. ”Det er noget andet at lave enkle spil. Når spilmekanikken ikke er så svær, tager det tid at finde den rette elegance. Man skal bare huske på ikke at underkende finishen. Det skal altså være lækkert visuelt, have god infografik og med et stærkt tema – alle de elementer skal være der. Det kan godt være, spiludgiverne laver det om, men det nytter ikke noget at præsentere et spil med en kedelig A4-side med regler.”

Egentlig spiller Lauge selv lidt mere avancerede spil, der ikke henvender sig til familiesegmentet. Spil som Dungeon Lords og Galaxy Trucker.

”Det er væsentlig mere komplicerede spil end Uluru. Jeg har selv flere prototyper på avancerede spil liggende, men det tager sindssygt lang tid at lave, fordi der skal testes så meget. Balanceringen af dem er virkelig svær, så det kræver øvelse”.

Derfor bliver hans kommende spil også rettet mod familiesegmentet.

”I 2013 udkommer der en mini-udgave af Uluru – og så kommer der et solospil, der hedder ”Gecko” – som er en slags hovedbrud-spil. I 2014 er der to store spil på vej – det er rigtig dejligt. Så i 2015 får jeg sikkert lidt penge hjem”, griner han overbærende. Der er stadig lang vej til at han kan udleve drømmen om at arbejde fuldtids som brætspilsdesigner. Men han er godt på vej.

I Uluru, der gik hen og blev Guldbrikken-nomineret som Årets Voksensspil 2012, råder hver spiller over sin egen spilleplade og otte drømmefuglefigurer. De skal placeres på spillepladen, men på midten af bordet placeres otte kort, der stiller specifikke krav til, hvordan de otte dyr vil placeres. En lille genistreg er, at spillepladen er todelt, så man kan spille med to forskellige sværhedsgrader samtidigt – så kan børnene være med mod de voksne.

Artiklen har tidl. været udgivet i magasinet Brikker & Bræt.