Gaveguide 2015 - Familiespil

Peter Brichs af Peter Brichs d. 20. October 2015

“Julen har bragt velsignet pap,” skriver vi oftest, når vi laver vores årlige gaveguide. Heller ikke i år er en undtagelse, og der er rig mulighed for at få spillet nogle forrygende familiespil. Vi har fundet en god saming af de bedste familiespil, der er i handlen i år, til vores gaveguide i 2015.

I vores gaveguide til familiespil har vi skrevet om

Black Fleet

Handel og plyndre dig til nok penge til at købe Guvernørens datter fri.

I Black Fleet styrer du både et handelsskib og et piratskib. Din opgave er at plyndre de andre spillere, mens du sikrer dit eget handelsskib mod de onde pirater. Som spillet skrider frem, kan du gøre dine skibe bedre for til sidst at have penge nok til at købe Guvernørens datter fri, vinde hendes hånd og det halve piratrige.

Black Fleet er let at gå til og kan spilles af hele familien. Hver runde spilles et af de to flyttekort, du har på hånden, og du flytter dine skibe. Når dit handelsskib er i havn, sælger og køber du varer. Når dit piratskib hen til andres handelsskib, kan du stjæle deres last og prøve at nå at grave det ned, inden den engelske flåde får fat på dig.

Black Fleet kan spilles af 3-4 spillere og tager cirka en time at spille. Regler og kort på engelsk, så det kræver at alle kan læse lidt engelsk.

Pris: Ca. 450,00 kr.

Splendor

Bag halvgennemsigtige tæpper i den røgfyldte bazar sidder juvelhandlerne og laver deres handler…

Splendor er virkeligt godt og hurtigt familie spil. I Splendor tager i rollerne, som juvelhandlere og trækker forskelligt farvede råstoffer (poker-chips) og bruger dem til at indkøbe miner, juveler og ædelsten fra bordets midte. Kortene giver point og permanente råstoffer, som indgår i køb af nye kort fremover.

Lad os kigge på det.

Splendor er meget løst og let, men når man har prøvet det nogle gange, kan man begynde at overskue, om de andre går efter de samme kort, som du måske satser på. Poker-chips’ne er tunge og perfekte i hånden, og det er ikke til at slide op. Splendor er et virkeligt godt og hurtigt familiespil.

Splendor kan spilles af 2-4 spillere fra 12 år, og tager cirka en halv time at spille. Splendor er udgivet med danske regler.

Pris: Ca. 399,99 kr.

Sheriff of Nottingham

Bluff og bestikkelse er hverdag for en købmand i Nottingham – alle kneb gælder i Sheriff of Nottingham

I Sheriff of Nottingham indtager du rollen som købmand og sælger dine varer i Nottingham. Har du andet end rent mel i posen, må du bluffe og bestikke dig gennem byporten, der bevogtes af prins Johns grådige sherif. Spillet forløber over flere runder, hvor spillerne skiftes til at være sherif. Når alle har været sherif to gange, så slutter spillet, og I finder en vinder.

Sheriff of Nottingham er et herligt og enkelt spil for alle i familien. Spillet indeholder bluff, tilfældighed og bestikkelse – alle elementer, der bidrager til et højt spændingsniveau. Der er godt med interaktion mellem spillerne, og spillet kører i et højt tempo, og det er derfor også et festligt, socialt spil, som kan spilles ved alle lejligheder.

Sheriff of Nottingham kan spilles af 3-5 spillere og tager omkring 30 minutter. Det er desværre kun udgivet med engelske regler, men er sprogneutralt, og det kan derfor let spilles efter at have læst vores gennemgang af spillet.

Pris: Ca. 350,00 kr.

Takenoko

En sulten panda, en gartner og en bambushave – det kan lyde som starten på en vittighed, men er i stedet starten på en beskrivelse af spillet Takenoko.

Den kinesiske kejser forærer kejseren af Japan en kæmpe panda som symbol på fred og samhørighed mellem de to lande. Pandaen bliver placeret i haven – og først der, går det op for alle, hvor meget sådan en panda egentlig spiser. I Takenoko er det spillernes opgave at beplante haven, lave vandingskanaler og dyrke de tre forskellig typer bambus, som den nuttede og sultne panda spiser. Den spiller, der klarer opgaven bedst, bliver kejserens yndling og vinder spillet.

Takenoko er et hyggeligt og farverigt spil for hele familien. Der er masser af strategi, men også en tilpas del tilfældighed, som gør, at alle har en chance for at vinde. I Takenoko er der flere måder at vinde på. Måske satser du på at trække gartnerkort og plante bambus, eller måske vil du hellere trække landbrikker og håbe, at de andre spillere placerer brikker, så de ganske uvidende hjælper dig med at løse dine mål. Spillet er utroligt flot produceret, med fine bambusstykker, flotte landbrikker, veldesignede kort og en nuttet pandafigur – det gør spillet meget indbydende, og giver alle lyst til spille med.

Takenoko kan spilles af 2-4 spillere fra otte år og tager i omegnen af tre kvarter at spille. Takenoko er udgivet med danske regler.

Pris: Ca. 330,00 kr.

Flick ‘Em Up

Sheriffer og banditter i cowboyland – en klassisk fortælling, der i Flick ‘Em Up fortælles ved at knipse kugler efter hinanden!

I Flick ‘Em Up spiller du enten sheriffen og hans mænd, eller en bande banditter. Hver gang du spiller Flick ‘Em Up bygger du en bane ud af de meget charmerende bygninger, der er i spillet. Selve din bordplade bliver dit bræt, og du skal nu flytte dine mænd rundt på bordet ved at knipse dem rundt. Når du hiver dine seksløbere frem, skal du knipse kuglen over bordet for at vælte din modspiller. Alting er med andre ord mere fysisk end i de fleste brætspil.

Flick ‘Em Up er knaldhyggeligt, og de fine frontier byer, du bygger før hvert spil er super charmerende. Der er masser af små historier, du kan vælge at spille og disse introducerer langsomt nye regler (som eksempelvis dueller, at tage dækning i bygninger eller at bruge en riffel i stedet for pistoler.

Flick ‘Em Up kan spilles af 2-10 spillere, og tager omkring af 30 minutter. Spillet er desværre ikke udgivet på dansk, men har ingen tekst, og kan derfor spilles af alle, så længe blot en kan reglerne.

Pris: Ca. 500,00 kr.