Find din indre detektiv frem - mordgåder som brætspil
af Morten Greis d. 6. March 2019
Kan du lide at løse mordgåder, og gætter du med, når du læser krimier? Så prøv kræfter med detektivspillene, hvor det ikke handler om strategi og taktik men om at løse mordgåder sammen med de andre spillere.
Find din indre detektiv frem og se, om du kan løse de her sager. Kan du godt lide at gætte med, når du læser eller ser krimier? Ynder du at løse krydsogtværser og sudokuer? Kan du godt lide at sidde med historiske mysterier, hvor man sammenholder forskellige oplysninger og prøver at etablere et handlingsforløb? I så fald er der en serie af spændende spil, som venter på at blive løst.
De sidste par år har set en genre af brætspil vende tilbage i stor stil, og det er detektivspillene, hvor spillerne sammen (og nogle gange om kap) skal løse en krimisag ved at sammenholde forskellige ledetråde og kombinere oplysninger på kryds og tværs. Det er spil, som sætter spillernes logiske sans og tænkekraft på prøve. Spillene artiklen her beskæftiger sig med, er spil, der handler om at løse specifikke sager, hvor spillet leverer udfordringen i modsætning til spil, hvor spillerne skal finde ud af, hvor den sidste spiller gemmer sig henne, som i Scotland Yard eller Letters from Whitechapel, eller spil, hvor spillerne indsamle oplysninger og finde den rette kombination af oplysninger eller bryde koden, som i Clue/Cluedo, Decrypto og Master Mind. I stedet er det spil, hvor man sidder man en specifik sag, og hvor spillet som udgangspunkt kun kan spilles et vist antal gange, da man så har løst sagerne og kender svarene – men vejen dertil er spændende og udfordrende.
Generelt for disse efterforskningsspil er, at reglerne til dem ofte er simple, men udfordringen spændende. Det er lige som med en krydsogtværs. Reglerne til en krydsogtværs er enkle nok, men krydsogtværsen kan være svær at løse. Sådan gælder det også for de fleste af detektivspillene. Bemærk, at de fleste af de følgende spil er teksttunge, på engelsk, og man skal være klar til at tage noter.
Sherlock Holmes – Consulting Detective serien
Klassikeren er Sherlock Holmes: Consulting Detective, som oprindeligt udkom i 80’erne og fik en række supplerende sager i løbet af 90’erne, men de fleste af sagerne udkom kun på fransk. I løbet af 2017 og 2018 har forlaget Space Cowboys (også kendt T.I.M.E. Stories) renoveret og (gen)oversat sagerne, og der foreligger nu tre udgivelser, som rummer hver deres ti sager. Hver udgivelse er uafhængig af hinanden. De tre udgivelser er
- The Thames Murders & Other Cases
- Jack the Ripper & West End Adventures
- Carlton House & The Queen’s Park
Hver af de tre spil indeholder hver deres sæt sager, og de har alle deres særkende. Jack the Ripper sagerne lader spillerne forsøge at løse mysteriet om Jack the Ripper ud fra de kendsgerninger, man havde i perioden, hvor de bestialske mord fandt sted, mens Carlton House-sagerne er en række sager, som udspiller sig i et og samme palæ.
Til at hjælpe sig med hver sag har man et bykort, en adressebog, aviser og sagsoplægget. Ved at studere adressebog, kort og aviser kan man indhente ekstra oplysninger, hvis man er årvågen, for ledetråde og hints er gemt godt, og nogle gange skal man tænke uden for rammerne, når man kortlægger en sag. Med spillets oplæg i hånden vælger man at besøge forskellige steder, f.eks. gerningsstedet, politikontoret, retsmedicineren, for at indhente oplysninger, og det fører spillerne ud i Londons gader for at besøge pubber, skumle baggårde, det fine borgerskabs hjem og meget mere. Hvert sted man besøger i spillet, tæller som et ‘træk’, og man kan nå et vist antal træk pr dag, og man har X dage til at opklare en sag, og det gælder om at bruge så få træk som muligt. Når man mener, man har gennemført sagen og afdækket hovedmysteriet, og måske også et eller flere af sidemysterierne, går man til sagens afslutning og ser, hvor mange spørgsmål, man kan besvare – og der gemmer sig ofte nogle overraskelser blandt spørgsmålene.
Watson & Holmes
Watson & Holmes er en sjov størrelse, fordi man får mulighed for at dyste med de andre spillere om, hvor god man er til at løse en sag.
Mythos Tales
Detective – A Modern Crime Board Game
Tiden er flyttet fra frem fra Sherlocks tidsalder med gader oplyst af gaslamper til vores samtid, hvor spillerne sidder med smartphones og tablets, og internettets oplysninger er lige ved hånden, og det er meningen, at spillerne inddrager deres evner til at samle oplysninger via nettet, når man spiller Detective. Fem komplekse sager, som er vævet tæt sammen, så de udgør fem nært beslægtede sager, venter spillerne her, og selvom det begynder med slutningen af anden verdenskrig, er det sager, som udspiller sig i nutiden. Detective gør brug af en app, som spillerne samler deres oplysninger i, og for at komme til bunds i sagerne, skal man føre grundige noter, søge oplysninger på nettet og studere sin app grundigt.
Detective har en anderledes tidsmåling end Consulting Detective-spillene, hvor hver lokation besøgt tæller som et træk, så tæller bevægelse sig fra sted til sted og de forskellige typer af efterforskning forskellige mængder af tid, og man har kun X dage til at løse en sag, og er man ikke forsigtig, bliver man nødt til at arbejde over, og det koster point ved spillets slutning. Hver spiller har hver deres efterforsker, og alle efterforskerne har deres særlige evner, som giver hver deres fordele, når der skal indhentes forskellige typer af oplysninger.
Detective kombinerer tekster, billeder, interviews, videoklip med spillernes mulighed for at gå på nettet, og man lærer undervejs en masse historie, mens man forsøger at løse en række udfordrende sager. I modsætning til Consulting Detective sidder man ikke med aviser, bykort og adressebog (da de oplysninger kan man selv finde på nettet), men man vælger stadig hvor, man vil hen efter oplysninger, og med de mange forskellige oplysninger gælder det om at etablere handlingsforløb mm. Mere skal ikke her afsløres om sagerne.
Detective udkom i 2018, og den forventes suppleret i 2019 med et nyt sæt sager i form af Detective: L.A. Crime, som tager jer til 1980’erne for at opklare en række sager.
Chronicles of Crime
Hvor Detective bruger en app, som spillets specialiserede database, bruger Chronicles of Crime en app til at lade spillerne ‘studere’ gerningssteder. En serie af sager bundet sammen af en rød tråd, der ikke skal afsløres her, skal opklares, og spillerne skal udforske gerningsstederne via en app, hvor man kigger på gerningsstedet ved at vende og dreje sin smartphone (og man kan supplere spillet med en 3D viewer for en stemningsfyldt 3D oplevelse). De ting, man finder på gerningsstedet, modsvares af forskellige kort (f.eks. kniv, papirer, brille), og hvert kort er udstyret med en QR-kode. Når koden scannes, får man at vide, hvad det er for en ting, man undersøger (det betyder, at det samme kort kan have forskellige betydninger, om kniven er fundet i en mordsag eller i en sag om bedrageri), og man kan nu bruge sine informationer til at udspørge vidner, eksperter og mistænkte, mens man forsøger at efterforske sagen, og i takt med at man graver sig dybere ned i mysterierne vokser en spændende historie frem.
Chronicles of Crime er i 2019 fulgt af et nye sæt sager i form af Noir, som lader sagerne tage form efter klassiske noir krimier, og senere på året af Welcome to Redview, som henter inspiration fra film som Goonierne og fra 2010’ernes nostalgitrip for 1980’erne, som set i tv-serien Stranger Things.
Spy Club
I Spy Club har en flok børn deres egen hemmelige detektivklub, og en dag snubler de over noget, som viser sig at være en ægte sag. Spyclub er et detektivspil i den lettere ende, som indeholder en slags ‘legacy’-kampagne på fem sammenhængende sager, hvor man får lov at afsløre kort for kort, som man kommer dybere ind i sagerne. Vinklen i spillet giver et charmerende sæt sager, hvor detektiverne nu er nødt til at forholde sig til bøller, bekymrede forældre og andre udfordringer fra børnenes verden. Spy Club anvender en ‘mosaik’-mekanik, hvor sagerne ændrer sig og reagerer på den måde, som spillerne går til materialet. I modsætning til de andre sager, hvor der skal tages noter og tænkes grundigt over hvert træk, så er Spy Club mere dynamisk og nemmere at gå til, men til gengæld er det også et spil, som reagerer mere på de valg, man træffer, og hvordan man som spillere vælger at gå gennem spillet. Det gør det muligt at spille de samme sager flere gange og få nye oplevelser med dem.