Den dag min Bastard-mødom blev taget
af Bo Poulsen d. 21. June 2015
Papskubber Bo (den anden) forvildede sig ind på Bastard Café for første gang nogensinde en tilfældig torsdag aften. Læs her, hvordan det gik.
Man er vel ikke en ’rigtig’ brætspiller/papskubber, hvis man bor i Københavnsområdet og ikke har besøgt Bastard Café? Til de uindviede er det en brætspilscafe, hvor man kan mødes på alle ugens dage for at spille brætspil.
Det er et besøg, jeg længe har udskudt. Men selv om jeg er en relativ ny papskubber, så kunne jeg nok ikke trække den længere. Derfor besluttede jeg mig for at besøge brætspilscaféen, og dette er min beretning fra min jomfrurejse til ’nerd-central’.
Planen var, at jeg ville hive fire kollegaer med ind, men den virkelige verden kan være hård, og som en regulær mavepuster meldte to kollegaer fra i sidste øjeblik, hvilket min kollega Lars ikke var så tosset med, som det ses på billedet her.
Der var vel en 20 stykker i alt, der sad i caféen og spillede, da jeg kom ved 17.40 tiden på en torsdag. Jeg ledte efter mit selskab og fandt ham ovre ved et bord tæt på nødudgangen – forhåbentligt var det ikke et tegn på, at han også havde fået kolde fødder … hø hø hø.
Hvordan ser caféen så ud? Den ligner i virkeligheden lidt en blanding af et bibliotek, en stue og en bar med en masse bænke og små borde. Der er angiveligt over 800 spil, hvoraf flere er gratis heriblandt klassikere – eksempelvis Dominion, King of Tokyo, Pandemic, Love Letter, Risk og Ticket To Ride. Ellers skal man betale et symbolsk beløb (tror det var 25 kroner) for at få lov til at spille nyere spil.
Jeg gik op til baren for at få skænket et par iskolde fadøl, men også for at finde en af stedets eksperter, der kunne lede min kollega og jeg til et fedt to-mandsspil, nu hvor de to andre havde aflyst i sidste øjeblik. Det er jo trods alt en af ‘the selling points’, hvis man skal tro min omgangskreds.
Bartenderen, der vist også var ejeren, fortalte, at vi skulle snakke med en guru. Guru?
Jeg blev mødt af den frivillige guru Morten, som du kan se på billedet. Og guruernes job er at hjælpe gæsterne i gang med at finde spil, lære regler osv.
- Vi er 40 frivillige, der har tre time lange vagter, forklarede han.
Han var en spøjs, men meget venlig type, der havde et gråt jakkesæt på og en hat. Det så lidt varmt ud. Vi forklarede Morten, at vi kun var to, og vi anede ikke, hvad vi skulle spille.
Han gik straks på jagt og fandt en lille boks frem fra ’den orange hylde’, hvor de gratis spil befinder sig. Æsken var meget slidt, men det tænkte jeg egentlig bare var et godt tegn, så må nogen da have spillet det før.
Mens jeg sad og var koncentreret om at lære reglerne til spillet, begyndte omgivelserne at ’summe’ på grund af de mange brætspilshungrende gæster, der havde fyldt stedet op.
Klientellet på caféen var langt fra så ’nørdet’, som min kollega og jeg havde regnet med. Og ja det er lidt af en kliché, men jeg havde heller ikke regnet med, at der ville være flere ’repræsentanter’ fra det modsatte køn. Der blev spillet en bred vifte af spil. Der sad eksempelvis en gruppe mænd og kørte guldbajere ned i stride strømme, mens de spillede Star Wars Imperial Assault. Ved siden af os sad der også et par, som spillede Ludo. På den pågældende aften blev især Scrabble spillet meget, hvilket undrede mig lidt, nu hvor der var så mange andre spændende ting at vælge imellem.
Det er meget forskelligt, hvad folk spiller af spil, så man kan ikke rigtigt sige, at der er nogle spil, som er meget mere populære end andre, sagde brætspilsguruen Morten.
Efter vi havde spillet nogle runder Jaipur, besluttede vi os for at prøve noget nyt. Denne gang var spilguruen ikke helt så hjælpsommelig, og jeg fik stukket et science fiction kortspil i hånden. Denne gang fulgte han heller ikke med hen til bordet. Selve spillet så lidt for indviklet ud til, at vi gad at sætte os ind i det, så vi prøvede i stedet King of Tokyo, da jeg længe har villet prøve det – og det virker lettilgængeligt.
Vi fik nu hjælp af en ny spilguru, som jeg ikke lige fik navnet på. Han kendte ikke helt reglerne, men hjalp glædeligt. Ved at læse direkte fra manualen. Men ok, vi kom i gang, og det var sjovt, selvom det nok havde været en federe oplevelse, hvis vi havde været de fire mand, som jeg oprindeligt havde planlagt – tak ‘venner’.
Skyggerne blev efterhånden lange og min kollega var træt af at få tæv (jeg tabte i virkeligheden mest). Så små tre timer senere gav vi hinanden hånden og sagde farvel og tak for en hyggelig aften.
Så min bastard-mødom blev taget, og det var egentlig meget rart at få en lille spiller med min kammerat, selvom det ikke helt gik som planlagt. Så det kan helt sikkert anbefales – både til folk, der måske ikke har så meget plads i deres stue, men også til folk, som bare vil prøve noget andet end Ludo og Bezzerwisser. Og jeg tænker måske også, at det er en super god indgang til folk, der ikke er de største brætspillere, og som ikke lige ‘tør’ at investere i spil eller synes, det er for nørdet.
Jeg var endda så glad for at spille Jaipur og King of Tokyo, at jeg sidenhen har købt dem begge. Så på den måde må man sige, at besøget var en succes.
Papskubber.dk
