De seks Game of Thrones brætspil

Peter Brichs af Peter Brichs d. 13. July 2015

Så er det mandag. Tid til Game of Thrones! For selvom der ikke er flere afsnit i denne sæson af tv-serien, er der stadig rig mulighed for at besøge det univers, som så mange af os holder af.

Vi vil derfor gerne introducere de seks Game of Thrones brætspil, der er på markedet – og så til sidst lige tage et kig over på den anden side af bordet, hvor der også er et Game of Thrones rollespil, vi kan lege med.

7 Game of Thrones spil

  1. A Game of Thrones: The Board Game
  2. A Game of Thrones: The Card Game
  3. Game of Thrones: The Card Game
  4. Game of Thrones: Westeros Intrigue
  5. Battles of Westeros
  6. Risk: Game of Thrones
  7. A Song of Ice and Fire – rollespillet

A Game of Thrones: The Board Game


Fakta om
A Game of Thrones
The Board Game

  • Antal spillere: 3-6
  • Spilletid: mellem 3 og 6 timer
Vi starter vores færd til Westeros med A Game of Thrones: The Board Game, som er et super populært brætspil, hvor du som enten House Stark, House Lannister eller en af de mange andre familier fra den populære serie kæmper om magten i Westeros. Spillet er udgivet i en anden udgave, som er den nyeste.

Hver runde i spillet kører over tre faser: Først sker de dagligdags begivenheder i Westeros. Derefter planlægger hver spiller sin tur, ved at vælge hvilke handlinger de har tænkt sig at lave i den sidste fase. Til sidst er det handlingsfasen, hvor alle de planlagte handlinger bliver ført ud i livet, og du finder ud af, om din sidemand bluffede ved at sende sin hær ind i dit område – og om din usikre alliance med din anden sidemand stadig holder.

Der er masser af bluff og taktik i spillet, og det er altid muligt at lave alliancer på tværs af husene … men ingen siger, at du skal holde alle dine løfter. A Game of Thrones: The Board Game er et super spændende spil med interessante forhandlinger – som ofte ender med en kniv i ryggen fra dine medspillere. Spillet er en af de mere tunge drenge, så hvis du ikke har mod på meget tunge spil, skal du nok kigge på Risk: Game of Thrones.

A Game of Thrones: The Card Game


Fakta om
A Game of Thrones
The Card Game

  • Antal spillere: 2-4
  • Spilletid: cirka en time
Vi vender tilbage til Westeros i A Game of Thrones: The Card Game, som er kortspilsudgaven af bøgernes historie. Spillet startede som CCG – et collectable card game, eller med andre ord, et samlekortsspil, i stil med Magic: the Gathering. Siden har det udviklet sig til et LCG – et living card game, der i modsætning til CCG-spillene ikke har tilfældige kort i udvidelserne: I LCG-spil ved du altid, hvad du får i pakken.

I A Game of Thrones: The Card Game spiller du igen et af husene fra serien. Du sammensætter selv kombinationen af kort, du gerne vil bruge i dit spil, og det giver dig mulighed for at tilpasse dit deck til netop din spillestil. Spillet er samtidig et af de få LCG-spil, der er bygget til at spilles af mere end to spillere (selvom der naturligvis også findes regler for at spille det med kun to spillere).

Der er masser af spil i selve æsken, hvis du gerne vil spille derhjemme – men der er også et stort miljø af dedikerede spillere, der mødes med jævne mellemrum og spiller sammen. Med 12 udvidelses-runder (de såkaldte cycles) af 6 udvidelser per cycle koster det desværre mange, mange penge at være med i legen – i hvert fald, hvis du skal lege med de erfarne drenge. I sensommeren 2015 kommer der dog en anden udgave, som højst sandsynligt vil gøre, at det alligevel er nødvendigt at starte forfra med din kortsamling, og så er det pludselig nemt at være med igen. Spillet har nogle regler, som kan være komplekse at sætte sig ind i, så hvis du gerne vil se, om denne type spil er noget for dig, skal du nok kigge nærmere på Game of Thrones: The Card Game.

Du finder en hel artikel om kortspillet til A Game of Thrones her

Game of Thrones: The Card Game


Fakta om
Game of Thrones
The Card Game

  • Antal spillere: 2
  • Spilletid: omkring 45 minutter
Nu begynder vi så småt at skulle holde tungen lige i munden. Game of Thrones: The Card Game er en streamlinet udgave af LCG-spillet, der næsten har samme navn. I stedet for at bruge håndmalede illustrationer, som LCG-spillet gør, bruger dette spil fotos fra tv-serien fra HBO, og bliver derfor ofte omtalt som HBO-udgaven af kortspillet.

I HBO-udgaven er vi nede på to huse – House Lannister og House Stark – som hver har 50 kort, der bruges til at få magten over Westeros, og spillet inkluderer kendte karakterer som Eddard Stark, Cersei Lannister, Robert Baratheon, Littlefinger og Jon Snow.

I modsætning til LCG-spillet har dette spil faste kortbunker – du skal altså ikke selv vælge, hvilke kort du vil have med, og spillet bliver derfor noget nemmere at gå til. Der er heller ikke nogen udvidelser til spillet endnu, så du vælter heller ikke budgettet, hvis du vælger Game of Thrones: The Card Game.

Game of Thrones: Westeros Intrigue


Fakta om
Game of Thrones
Westeros Intrigue

  • Antal spillere: 2-6
  • Spilletid: lige omkring 20 minutter
Game of Thrones: Westeros Intrigue er en genudgivelse af et klassisk spil af stjernedesigneren Reiner Knizia. Det er spillet Penguin, der har fået nye klæder med billeder fra HBO tv-serien.

Spillet simulerer intrigen ved hoffet i King’s Landing, hvor det gælder om at udmanøvrere de andre spillere, for til sidst at være ham eller hende, der sidder på The Iron Throne. Den første spiller lægger et kort, og den næste ligger så ved siden af – så man skaber en række af kort. Så snart der er to kort i rækken, må du placere et kort ovenpå. Hver familie har sin egen farve, og når du lægger kort på næste række, skal det matche farve med et af kortene i rækken under.

Det gælder om sørge for, at de andre ikke kan placere nogle kort, ved at blokere med dine egne kort – for den spiller, der kan placere alle sine kort, får et bonus Iron Throne-kort, som fjerner de negative point, man kan få, for at sidde tilbage med kort på hånden. Spillet er et rigtig godt spil til brætspilsbegyndere, da reglerne er lige til at gå til.

Battles of Westeros


Fakta om
Battles of Westeros

  • Antal spillere: 2
  • Spilletid: I omegnen af en time
Battles of Westeros simulerer de store slag fra Game of Thrones-serien. Hver spiller indtager enten rollen som House Stark og dets allierede, eller House Lannister og dets store mængder af guld.

Battles of Westeros er endnu en genudgivelse af et tidligere udgivet brætspil – denne gang er det klassikkeren BattleLore, som bliver sat i Westeros. Rent spilmekanisk er det en del af Command & Colors-serien af brætspil – en serie, som blandt andet klassikeren Memoir ’44 er en del af.

Hver spiller indtager rollen som en af siderne i en militær konflikt, som ved hjælp af kort og terninger forsøger at udmanøvrere hinanden i det pågældende slag – et superfint system, som er ganske begyndervenligt at tilgå. Desværre er Battles of Westeros udgået fra markedet.

Risk: Game of Thrones


Fakta om
Risk: Game of Thrones

  • Antal spillere: 2-7
  • Spilletid: Mellem 2 og 4 timer
Risk: Game of Thrones er – ganske som navnet antyder – det klassiske Risk-spi, som vi kender det, med Game of Thrones tema på. Spillet er ikke udkommet i skrivende stund, men lader til at udkomme i USA til efteråret, så vi kan forvente det i Danmark i slutningen af efteråret eller starten af vinteren 2015.

Spillet kommer til at indeholde to spilleplader, som vil give to forskellige spilmuligheder: Den ene spilleplade har et klassisk Risk-gameplay, hvor du spiller de forskellige huse, der kæmper om magten i Westeros.

På den anden spilleplade er Essos – den del af verden hvor Daenerys Targaryen bevæger sig rundt. Den anden måde at spille Risk: Game of Thrones på er nemlig at spille Daenerys’ stigning til magten. Eftersom spillet ikke er udkommet endnu, vides det ikke, hvordan det rent faktisk spilles – og USAopoly, som udgiver spillet, har ikke kommet med nogen videre information i skrivende stund. Men spændende – det ser det ud. Hvis du har prøvet Risk før, og godt kunne tænke dig noget i samme stil, så er Game of Thrones-udgaven af Risk altså et rigtigt god bud på et spil, der kan bringe dig tilbage til Westeros.

A Song of Ice and Fire – Roleplaying Game


Fakta om
A Song of Ice and Fire
Roleplaying Game

  • Antal spillere: mindst to
  • Spilletid: Så lang tid du lyster
Det sidste spil, vi vil kigge på her, er lidt en snyder – her er nemlig ikke tale om et brætspil, men i stedet et rollespil. I rollespil indtager du som spiller rollen som en person, der selv bestemmer hvordan de interagerer med de situationer, som spillederen (der altså skriver den historie, I spiller) har sat dig i. Det mest kendte rollespil er Dungeons & Dragons, men i dette tilfælde spiller du altså riddere og adelsfolk i Game of Thrones-universet.

Her kan du altså selv digte dine egne karakterer, som kan interagere med de allerede kendte figurer vi kender … hvis det er det, I har lyst til; I kan også vælge at få jeres helt egne vegne, og digte jeres egne folk, I kan møde på jeres vej.

Hvis du synes det lyder spændende, kan du finde en gratis udgave af reglerne til A Song of Ice and Fire og så ellers finde en håndfuld venner, en spilleder (der vil læse eventyret, der er i gratis reglerne), papir, blyant og en god håndfuld helt almindelige terninger (spillet anbefaler som minimum 10) – og hvis du får lyst til mere, er der udgivet mange bøger, der giver flere muligheder for timevis af rollespil i Westeros.

Der er altså masser af gode muligheder for at opleve Game of Thrones, også når bøgerne er læst for anden gang, eller du har set alle afsnittene på HBO eller dine BluRay boxsæ, med disse syv spil.