A Game of Thrones the card game 2.edition
af Bo Jørgensen d. 14. April 2016
Which is more dangerous, the dagger brandished by an enemy, or the hidden one pressed to your back by someone you never even see?
~ Petyr Baelish // Littlefinger
Game of Thrones er et fantastisk kortspil, som sætter dig i spidsen for et af husene i George R. R. Martins fantastiske historier kendt fra En sang om is og ild serien.
Spillet er for to personer, og målet er at få sin familie til at have størst indflydelse i Westeros. Man samler, gennem spillet, magt brikker (power), og første spiller med 15 power bag sig sikrer sig tronen og vinder spillet.
Stoleleg på slottet
For at spille A Game of Thrones skal hver spiller vælge et hus – blandt dem du allerede kender fra bøger eller tv-serien, for eksempel Lannister, Stark, Greyjoy, Baratheon, Martell eller Targaryen.
Når kortene er i spil kan du, med dem, udfordre modstanderen i forskellige kampe. Et kort har ikoner, som viser, hvilke evner kortet har, og for at deltage i et angreb eller forsvar skal du have det ikon, der matcher kampens type.
Det lyder lidt hokus-pokus, men den del er faktisk meget nem.
- Du skal have sværd for at gå i en militær-konflikt.
- Du skal have et øje for at tage del i et intrige konflikter – det er det grønne ikon på Jon Snow kortet ovenfor.
- Du skal have en krone for at deltage i magtkampe.
Når det er din tur.
En spil-runde er inddelt i nogen faser, som I gennemgår samlet. Jeg prøver lige kort at løbe dem igennem her:
1. Plot
I vælger hver et plot-kort for den kommende runde. Så det er her, du planlægger, om du i denne runde skal bruge en masse penge, eller om det er nu, du angriber, inden vinteren kommer.
Efter begge har valgt, vender I hvert et plot-kort, som har en påtrykt effekt, som ofte skal udføres, når I vender kortet. Derudover fortæller et plotkort altid, hvor mange guldmønter du modtager, hvilket initiativ du har, og hvor effektive dine konflikter er.
2. Træk kort
Den er nem – træk to kort fra dit deck og tag dem på hånden.
3. Spil kort ned på bordet
Modtag så mange penge som dit plot-kort siger, plus hvad du eventuelt har af ekstra-indtægt på de kort, du har i spil.
Nu bliver det sjovt, for nu skal du prioritere dine surt sammensparede gulddukater for at lægge kort i spil. Går du efter de store helte med masser af styrke, eller prøver du at få en mere fleksibel skare samlet af mindre kendte personer? Valget er dit.
4. Konflikter
Spilleren med højest initiativ bestemmer hvem der er første-spilleren. På den måde kan han vælge at sidde i baghånd eller lange ud efter modstanderen først. Der er tre måder som tidligere nævnt.
- Hvis du vinder en militær-konflikt, slår du en person ihjel fra modstanderens hus.
- Hvis du intriger og nedgør din modstander og vinder den dyst, skal modstanderen smide et tilfældigt kort væk fra sin hånd.
- Hvis du kan vinde en magt-kamp, stjæler du en power fra modstanderens hus over til dit eget hus. Husk at det er dem, vi kæmper for at få 15 af.
Rækkefølgen er vigtig i Game of Thrones kortspillet, for en spiller kan formentligt ikke være stærk i alle typer af udfordringer, så ved at udfordre ham på noget, han ikke er god til, må han beslutte, om den skal lige rent ind (uden modstand), eller om han vil bruge en mand til at forsvare i udfordringen, og dermed er ham brugt for denne kamp-runde.
Det kan altså være en beslutning, om du vil vinde en og tabe to. Eller tabe alle tre udfordringer – i hvilken rækkefølge de udføres.
5. Dominans
Den spiller, der har størst styrke stående tilbage, oprejst, klar og på alle måder hjemme på borgen, vinder en power til sit hus.
6. Rejs jer op
Denne er også nem, men ikke så sjov. Den kunne hedde ‘refresh’, for du vender dine kort op igen, så de er klar til en ny runde.
7. Beskatning
Ja – Westeros har mere styr på tingene end skat.dk – du betaler nemlig alle dine ikke-brugte penge tilbage til banken.
Derudover kan du på plot-kortet læse, hvor mange kort du må sidde med (på hånden), når du går igennem beskatningen. Du kan derfor risikere at skulle smide kort væk.
Lidt mere om konflikterne
Westeros er kendt som et barsk sted, og kortspillet reflekterer alle de personers træk, steder, veje, kroer, byer og agendaer, som person galleriet fra bøgerne og tv-serien går med. Men vi kommer ikke udenom, at det gælder om at kradse magt og indflydelse sammen. Om det er ved at fremstå federe selv, eller om det er ved at sværte alle de andre ind, er sådan set lige meget, bare du hæver dig over pøblen.Når du laver en konflikt mod din modstander, tæller du styrken på alle de personer, du sender ind i kampen. Det skal ikke nødvendigvis forstås som blodig slag på slagmarken, men for eksemplets skyld er det måske nemmest.
For at bekrige nogen kan du sende alle de folk af sted, der har et rødt sværd på kortet. Det indikerer, at personen er stærk og kampkyndig nok til overhovedet at være til stede, så bette Bran Stark har ikke kræfter nok til at være med i felten.
Hver person har en styrke, og dette må ikke opfattes som fysisk styrke. Det er personens styrke, kraft og magt for hvert af de ikoner, personen har. Hvis du sender en person med styrke 2 og en med styrke 4 i krig (fordi de begge har sværdet som ikon), sender du altså styrke 6 imod din fjende.
Forsvar er det bedste forsvar!
Din modstander skal nu beslutte, hvem han/hun vil møde dig med på kamp-pladsen. Igen er det kun personer med sværd-ikonet, der kan deltage. Din modstander skal nu stille med større styrke end dig for at slå angrebet tilbage. Altså sammenlagt styrke 7. Dette kan komme fra et antal personer, og forskellige kort kan tilføje ekstra styrke til person-galleriet.
Man skal lige prøve det to runder, så er det meget nemt.
Hvis modstanderen vælger slet ikke at stille et forsvar (eller ikke kan), betragtes angrebet som “uden modstand”, og dette udløser straks en power-brik til angriberen, derudover vindes kampen højest sandsynligt – og det vil så dræbe en af personerne på modstanderens halvdel. Modstanderen vælger hvem.Når en person dør i GoT kortspillet
I spillet er der en regel om, at en person der dør, ryger på kirkegården. Altså ikke i din discard-pile, som så mange andre spil ville gøre det. Reglen er nemlig, at du ikke kan spille et kort ned, som har samme navn som en, der ligger i din kirkegård. Altså er død i dette spil mere død end andre spil, hvor helt død er mindre død … I forstår nok referencen ;-)
Hvis du sidder med et kort på hånden, som er magen til et, du allerede har spillet ned på bordet, må du lægge ekstra-kortet under det spillede, som fungerer som et ekstra liv.
Jeg indrømmer blankt, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har deckbuildet en masse, men der må være kort, som bruger de to mekanikker her til at lege med koncepterne om død og ikke-helt-død og kommet tilbage fra at have været død. Men ingen spoilere her.
Hvad nyt bag muren?
Spillet har over 12 år på bagen og blev oprindeligt udgivet som et samlekort spil. Senere overgik det til Fantasy Flights Living Card Game serie, men skulle stadig holde en vis bagud-kompatabilitet. Spillet havde i september 2015 nået en størrelse og et antal kort, som oversteg antallet af white walkers nord for muren, så man besluttede sig for at trykke på genstart-knappen, og dette er grundsættet til den nye begyndelse for Game of Thrones kortspillet.
Noget af det nye, der er kommet i anden udgaven, er, at prisen for kortene helt generelt er blevet justeret. Der var i gamle dage en ressource, som hed Influence, den er væk. En masse nøgleord var blevet introduceret, og de er nu blevet ryddet op og tyndet ud. Det gør spillet nemmere at gå til for nye spillere, for der er færre kombinationer, der kan reagere på hinanden.
Dertil skriver Fantasy Flight om den nye udgave at der var ting i spillet, som ikke kunne fixes med rettelses-lister eller kombinationer af kort, som ikke måtte bruges sammen. Derfor har de nu blæst til frisk start i Westeros.
Spil med flere end to personer
Game of Thrones kortspillet kan spilles i en fler-spiller udgave, som har lidt ekstra regler. Hver spiller sidder stadig med sine plot og normale kort, og kampene foregår også helt som beskrevet tidligere, men der er lagt et lille genialt lag ind i spillet, som gør, at man hver runde skal vælge en rolle i rådet bag jerntronen.
Rollerne giver en bonus til ens spil for denne runde, men siger samtidigt hvem denne rolle støtter og rivaliserer mod. Altså en indbygget konflikt/støtte om, at lovens mester og rygternes mester aldrig helt kommer til at holde af hinanden.
Det giver kampen et ekstra element, fordi din rolle nu kan forhindre dig i at angribe nogen bestemte … de er jo dine tro støtter i rådet … mens andre kan få ekstra styrke for at angribe deres rivaler. Rollerne har alle en støtte og en rival, så man kan aldrig vide sig sikker.
Vurdering af A Game of Thrones the card game 2.edition
Jeg er ikke den store skønlitterære læser. Desværre. Hvis jeg var, ville springe ud i George R.R. Martins iskolde verden med hovedet forrest, holde vejret og dykke rigtigt dybt. Jeg er til gengæld fantastisk glad for tv-serien fra HBO og derfor mødes to gode landeveje for mig her.
Dels kærligheden til kortspil, der lige er lidt komplekse, dels begejstringen for et beskidt fantasy univers. Jeg synes, Game of Thrones kortspillet leverer varen.
Hvad enten man er til at pakke to decks med Starks og Lannisters og bare spille dem igen og igen, eller om man vil svømme længere ud i søen og begynde at konkurrere indbyrdes om, hvem der kan sammensætte de bedste decks, så man kan slå hinanden i en venne-gruppe, ja så virker spillet.
Fundamentalt set er spillet dog ganske barsk, og jeg ville ønske jeg kunne anbefale det som et “spil med kæresten”, men det kan jeg kun, hvis man trives med konkurrencen, for man stikker knive i ryggen på hinanden og spiller fælder ud over flere runder. Det gør ondt at gå i fælderne, og det gør ondt at sige farvel til de kort, man har blødt for at betale ned på bordet eller forsvaret.
Men kan man tåle, at kæresten går efter struben – eller måske direkte lide det – så er det helt indenfor spillets ramme.
Af mere kedelige bedømmelser kan jeg sige, at regelbogen og oversigterne er blevet væsentligt forbedret i den nye udgave, en ting som Fantasy Flight tidligere slet ikke gav nok opmærksomhed – de er kommet efter det, og det fortjener at blive nævnt.
Blod og kolde badeanstalter herfra – varm anbefaling fra mig.
Udvidelserne er kort-pakker til cirka 120 kr. som indeholder 60 kort, og indholdet er kendt på forhånd. Så du køber på denne måde ikke ekstrakort i blinde.