Wolfgang Amadeus Mozart som brætspil

af Vagn Hinge d. 13. September 2022

Der opstår af og til begivenheder, der er så omgærdede af mystik, at vi bare må vide mere. Hvem skrev f.eks. det mest Mozartske værk af dem alle, Lacrimosa-sekvensen af Requiem (den ubærligt smukke dødsmesse), når nu det ikke var skrevet af mesteren selv, idet han jo netop var død? Hvem havde fingrene med i spillet? Var det dig?

Lacrimosa er titlen på et af de spil, vi kan forvente at blive præsenteret for på Essen senere i år. Du spiller én af Mozarts finansielle bagmænd, der har en oplagt interesse i at få færdiggjort dette værk – og helst i en fart, så der kan komme nogle penge retur af den finansiering, du har postet i den nu døde komponist. Nu gælder det altså om at købe ydelser fra andre komponister, så du kan få stablet et færdigt og indtægtsgivende værk på benene. Samtidig skal du forsøge at skabe dig et ry som en af Mozarts mest hengivne støtter gennem tiden, ved at fortælle historier om hvordan du har hjulpet ham, og derved sikre dig selv en plads i historien for eftertiden.

Skal brætspil fortælle historier, så bliver dette et, jeg holder ørene åbne for og glæder mig til at høre mere om.
Se mere om spillet her.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk