Til Mars med terninger og ægyptiske guder på Kickstarter

af Pernille Hviid Swiatek d. 24. April 2020

Terraforming Mars: The Dice Game

Hvis du er en af de mange, der har kastet sin kærlighed på Terraforming Mars, så er der spændende nyheder fra Fryxgames. På et ikke nærmere fastsat tidspunkt i 2021 udkommer spillet nemlig i en terningeversion. Terningespillet kommer til at kunne spilles af 2-5 spillere og har en varighed på ca. 60 minutter. Ligesom i det oprindelige spil er hver spiller et selskab, som ved hjælp af sine egne unikke egenskaber arbejder på at gøre Mars beboelig.

En af de væsentlige mekanismer i spillet bliver, at spillerne kan producere forskellige terninger, der giver adgang til de forskellige ressourcer (hvis de vel at mærke slås korrekt). I løbet af spillet kan spillerne anskaffe sig flere og flere terninger, der dermed sætter dem i stand til at foretage flere og flere handlinger hver tur. En central del af spillet kommer derfor til at fungere ved, at man køber kort ud fra de terningeslag man får. På den måde får man flere terninger i produktionsfasen, og derfor flere ressourcer hver tur til at købe nye kort for.

Selvom mange aspekter af spillet endnu ikke er offentliggjorte, lover producenterne masser af kort med stemning og art work fra det oprindelige spil.

En længere beskrivelse af, hvad der indtil videre er offentliggjort, kan findes her eller her.

Ankh – Ægyptiske guder på Kickstarter

Skaberne bag Blood Rage og Rising Sun har sendt endnu et lovende spil ud på Kickstarter. Denne gang skal vi i spillet Ankh være ægyptiske guder, der kæmper mod hinanden om ægypternes tilbedelse og loyalitet. Spillet ser ud til at blive en dejlig, stor, papfyldt udgivelse, med mulighed for masser af forskellige strategier i kampen om at blive den eneste gud i Ægypten – og da spillet i skrivende stund allerede har opnået 566% af sit oprindelige mål, skal der nok komme lidt ekstra lækkerier med i kassen.

Man kan se meget mere om spillet på dets Kickstarter-side her.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk