Tainted Grail deler Korea

af Bo Bering Slagelse d. 28. November 2020

Summon Games, der er den koreanske distributør af Tainted Grail: The Fall of Avalon, har truet de koreanske forbrugere med søgsmål og kaldt dem terrorister.

Dette sker efter en række koreanske brugere af BoardGameGeek har givet spillet 1 stjerne. De mange enkeltstående stjerner har været deres måde at vise utilfredshed på over den koreanske udgave af spillet, der indeholder en lang række oversættelsesfejl, komponenter af dårlig kvalitet og samtidig er væsentligt dyrere end i andre lande.

Truslen om søgsmål satte dog ikke en stopper for de ensomme stjerner. Derfor er producenten af spillet, Awaken Realms, nu gået ind i sagen. De har, i en officiel udtalelse på BGG, bedt brugerne om at stoppe med at give 1 stjerne, da det skader deres rating. Efter at være blevet kritiseret for denne udtalelse, har de fulgt op på sagen og beklaget den dårlige kvalitet, og taget afstand fra Summon Games’ trussel om søgsmål.

Som det så ofte er i denne verden, så er der ingen helte, men kun skurke, for samtidig kunne Awaken Realms fortælle, at medarbejdere hos Summon Games, i forbindelse med sagen, har modtaget ubehagelige beskeder fra nogle af de koreanske brugere, hvilket var grunden til truslen om søgsmålene.
Så selvom vi ikke skal finde os i dårlig kvalitet, skal vi, ligesom i den virkelige verden, opføre os pænt på nettet.

Hvis du vil vide lidt mere om hele miseren, så er denne tråd på BoardGameGeek et godt sted at starte.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk