Smash-Up fejrer sin første runde fødselsdag
af Vagn Hinge d. 6. August 2022
Så længe mennesket har levet, har de fortalt historier og myter. Ved bålets trygge flammer samledes stenalderfolk for at høre fortællinger med monstre og uhyrer, der var slet skjulte metaforer for de trusler og farer, som hverdagen gemte. Lige så længe har mennesker stillet hinanden vigtige spørgsmål som: Hvis aliens og sørøvere allierede sig i en kamp mod dinosaurer og ninjaer, hvem ville så egentlig vinde? Og hvad ville der egentlig ske, hvis en gruppe robotzombier blander sig? For 10 år siden kom svaret.
Med de nørdede referencer og et glimt i øjet blev Smash-Up med det samme en kæmpe succes. Der kom hurtigt en række udvidelser, som tilførte flere og atter flere fraktioner til spillet. Dette er alt fra varulve og spøgelser til rockstjerner og bedstemødre.
I anledning af at det i år er 10 år siden, at Smash-Up kom til verden, udgiver AEG en 10-års jubilæumsudvidelse af spillet, der indeholder en blanding af gamle promo’er (f.eks. de berygtede får), samt tre nye hold. Derudover vil udvidelsen også indeholde en række små lækkerier for Smash-Up-fans, som en Goblin-samlermønt og reglerne til at spille en særlig big-base-udgave af spillet.
Spillet vil blive udgivet senere i år. Ligeledes kan man, på udvidelsens BoardGameGeek-side, læse at flere informationer om udvidelsen vil komme, når vi kommer tættere på udgivelsesdatoen.
Du kan læse mere om Smash-Up 10-års jubilæumsudvidelsen på BoardGameGeek eller på Smash-Up’s fanside.