Nye retter i Starwars X-Wing buffeten
af Stephan Viftrup d. 11. February 2014
Der er gode nyheder for dig der elsker Star Wars’ enorme univers og lækre spilkomponenter at imponere dine gæster med. Det perfekte ægteskab imellem Star Wars licensen og spilgiganten Fantasy Flight har nemlig endnu engang affødt udvidelser til Star Wars X-Wing. Spillet der leverer klassisk dogfight sat i rummet med sindsygt flotte malede miniaturer.
Den store buffet
Der er netop annonceret 4 nye rumskibe, hvilket pt. giver dig i alt 19 rumskibe at vælge imellem. Der er altså rig mulighed for at sammensætte din egen flåde eller genopføre dit yndlingsslag fra filmene. På billedet øverst ses den nye E-wing, Z-95 Headhunter, TIE defender og TIE phantom.
Større er bare federe
Hvis du er enig i dette, så må du heller ikke gå glip af Fantasy Flights nyere annoncering om kæmpe skibe. Der er allerede to på vej, herunder The Rebel Transport. Eneste problem? Din pengepung må bløde 3-400 kr, men dette enorme skib vil både tilbyde nye måder at spille spillet på og se ekstraordinært godt ud på dit spisebord.