Nørderne samler ind
af Johnn Esbensen d. 11. December 2012
Boardgamegeek.com er verdens største website om brætspil og har eksisteret siden 2000. Her kan du i detaljer læse om mere end 62.000 brætspil – lige fra Skak, Klodsmajor og Ludo over Bezzerwizzer og Trivial Pursuit til King of Tokyo og Agricola.
Sitets layout er lidt nørdet og til tider svært at finde rundt i, men trods dette er Boardgamegeek helt sikkert et besøg værd. Ud over en masse basisoplysninger om de enkelte brætspil, som for eksempel udgivelsesår, antal spillere, producent og designer, kan man også finde forskellige fora, spilanbefalinger, top-100 lister og meget mere. Indholdet er, i modsætning til Papskubber.dk, dog på engelsk.
Der skal penge til …
Alt indhold på Boardgamegeek er gratis for brugerne og for at kunne holde sitet kørende, søger Boardgamegeek igen i år donationer. I takt med at sitet er vokset, er udgifterne til servere og personale også steget.
Har du fået lyst til at donere et beløb til Boardgamegeek eller blot læse mere om indsamlingen, kan du smutte forbi boardgamegeek.com/support