Nomineringerne til Fastaval bedste brætspil

Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 20. April 2014

Juryen på Fastaval har holdt et stærkt felt af nydesignede brætspil op mod hinanden. Der var mange der fortjente en nominering med feltet skulle skæres ned til fem. Her er de fem spil der er blevet nomineret til prisen for bedste brætspil ud fra kriterierne om spilbarhed, originalitet, præsentation og x-faktor.

Stort tillykke til de nominerede.


Metro Mess

af Jeppe Norsker

Uret tikker og metro-toget buldrer af sted. Kan du nå at skifte sporene og guide dit tog ind foran de andre, så dine passagerer når hurtigere frem?

Metro Mess er et humoristisk billede på det kaos, der kan opstå på spornettet, når for mange sporskiftere slås om at få deres tog frem, før de andre. I Metro Mess gælder det om at holde tungen i lige i munden, mens du planlægger ruten på en bane, hvor sporene konstant ændrer sig, og du har stadig færre sekunder tilbage af din planlægning.

Metro Mess nomineres for sit let tilgængelige spil, der rummer mange hovedbrud, men spillets klare sprog gør det let at kaste sig over udfordringen.

”Hvem har flyttet rundt på skinnerne!? Der sku’ mit tog ikke hen!”


Honour among Thieves

af Martin B. Enghoff

Plantegningen gennemgås en sidste gang, inden I går i gang. Nu skal det lykkedes: det sidste, store kup, så I kan trække jer tilbage. Din makker sniger sig afsted, hen til pengeskabet som han bryder op, mens du selv tager dig af sikkerhedsvagten. Senere skal byttet fordeles. Men hvem af jer bliver taget med fingrene i kagedåsen?

Honour Among Thieves nomineres for dets brug af heist-genrens ramme for et spil om tillid og svigt – og chancen for at røvrende dine medspillere på det sidste kup. Temaet gennemsyrer spillet, og allerede fra første runder planlægger du forræderiet af dine venner.

”Pokker stå i dig, og dit uundgåelige forræderi!”


Mastersmith

af Martin Lindhardt og Mads Havshøj

It’s hammer time! Grib værktøjet, jag svende og lærlinge rundt og lav det bedste, mest efterspurgte udstyr til de kræsne helte.

Mastersmith er et worker placement-spil, hvor svedige svende skubber lydige lærlinge bag i køen når ressourcer skal fordeles og indkøb gøres. Kunderne stiller større og større krav til udstyret, men til gengæld vil de altid betale mere for et magisk mesterværk.

Mastersmith er nomineret for den spændende brug af to forskellige typer workers, der samtidig spiller godt ind i temaet. Mastersmith kræver i bedste eurogamestil konstant tankevirksomhed.

”Af banen, usle lærling! Her skal mester stå!”


Cults of Arkham

af Mads Brynnum

Her besøger vi Lovecrafts horrorunivers, som vi kender og elsker det, men denne gang er alt vendt på hovedet. Spillerne kontrollerer en sindsyg kult, som forsøger at lægge gaderne øde, ved at fremmane hver deres Great Old One. Nu er det din tur til at gå på kirkegården og plyndre de døde, ofre vennerne og studere sort magi på Miskatonic University for at sikre herredømmet over Arkham.

Cults of Arkham nomineres for at vende verden på hovedet og sætte scenen for sort magi med eventkort, hemmelige missioner, offerknive og kultister der må til psykologen for at klare deres næste terningkast.

“Ph’nglui mglw’nafh Cthulhu R’lyeh wgah’nagl fhtagn”


An Old Tweed Jacket and a Deerstalker

af Daniel Skjold Pedersen

Med en fyldt lommelærke og bøssen over skulderen bevæger spillerne sig ud på landstedets marker for at skyde kronvildt. Du presser dit held hver gang du presser aftrækkeren, og der bliver skudt både heste, køer og naboens hund når brikkerne klaskes i bordet.

An Old Tweed Jacket and a Deerstalker nomineres fordi det med enkle virkemidler sætter scenen om et sindsygt jagtselskab med britisk accent, som sender latterbrøl rundt om spilbordet.

“Kom nu… du kan godt lige skyde en mere!“


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk