Nominerede til BEDSTE BRÆTSPIL 2018

Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 1. April 2018

Hvert år på Fastaval er der et magisk tidspunkt, når dommerne kommer ud af det rum, hvor de har vægtet og bedømt feltet af værdige brætspil. Folk stimler sammen om glasruder, opslagstavler og info-skærme, hvor dommernes nomineringer hænger til de forskellige Otto-priser.

Otto statuetterne uddeles til banketten søndag aften, men indtil videre ved vi at nedenstående er nominerede og dermed blandt dem, der vil gå hjem med en guldstatue.

Dommerpanelet fra dette års Otto uddeling af bedste brætspil og bedste innovation. Fra venstre er det Martin Bo Hansen, Mads Havshøj, (Overdommer) Jakob Givskud, Morten Barklund og Emilie Johansen.

Se i øvrigt nyheden om de nominerede til Bedste Innovation 2018

50 CLUES: RITUALET

Af Jeppe Norsker

50 Clues: Ritualet er kombinationen af et Escape Room og en kriminalroman kogt ned til at enkelt kortspil på kun 50 kort. Det er et samarbejdsspil om at afsløre mystiske mord på tid. Reglerne introduceres meget enkelt på spillets indledende kort, som også instruerer spillerne i, hvilke nye kort der opbygger og afslører mysteriet. Spillerne kommer videre ved at løse gåder, finde diskrete spor og kombinere de rigtige objekter på de forskellige kort – alt sammen styret af den tilhørende app, som også holder styr på holdets tid.

50 Clues: Ritualet nomineres for at være et helstøbt og udfordrende spil, der pirrer folks nysgerrighed og formår at få glæden ved Escape Room ned i en overraskende lille pakke.

DUNGEON CONTRACTORS

Af Kaare Torndal Kjær

En Dungeon Lord er svær at stille tilfreds og sætter derfor altid sine byggeplaner i udbud. Du forsøger at vinde udbuddet ved at grave huler, bygge rum og tiltrække monstre, alt imens der konstant er fare for at dine konkurrenter tiltrækker trælse eventyrere, som ødelægger alt dit møjsommelige arbejde og stjæle kontrakten for næsen af dig. Spillets grundmekanik er en elegant action selection, hvor den aktive spiller får den bedste mulighed, og de andre spillere får lov at udføre en tilsvarende svagere handling.

Dungeon Contractors nomineres for sin veludførte spilmekanik, der minimerer ventetid, og det solide tema, som portrætterer den risikable cutthroat-verden, som en fangekælder-entreprenør befinder sig i.

GALSKAB

Af Anders Fischer Riber

Galskab er et historisk læringsspil om psykiatriens morbide historie fra dens fødsel omkring 1750 og ca. hundrede år frem. Spillerne skal sammen styre en galeanstalt og holde økonomi og omdømme under kontrol og undgå for mange dødsfald. Man opfinder jævnligt nye behandlingsmetoder, såsom bad med levende ål, arsenik og pisk med brændenælder, men med tiden kan behandlingsmetoder også falde i unåde, og så må man sadle om.

Galskab nomineres for at sætte spilleren i nogle svære dilemmaer og for at være et spændende læringsspil, som formidler historisk stof på en elegant og engagerende måde gennem både tekst og spilmekanik. Det er underholdende, lærerigt og hurtigt at komme i gang med.

KNIGHT TALES

Af Stefan Hansson

En flok riddere forsvarer en by mod monstre i klassisk fantasy-stil. Om dagen skal de købe nyt udstyr, gå i kirke og pleje deres sår. Men når natten kommer, kæmper vores helte mod monstrene, til de alle er nedlagt, eller ridderne er gået i gulvet af træthed. Slipper monstrene igennem og overrender byen, er hele gruppen tættere på at tabe. Hvis ridderne derimod klarer sig gennem fire dages sårslikkeri og indkøb samt fire nætters hård kamp, så løber den dygtigste helt med kongens gunst og sejren over de andre spillere.

Knight Tales nomineres for god brug af kendte spilmekanikker. Spillet er lige til at gå til, og det lækre spilflow gør det til en fornøjelse at spille igen og igen.

WITCH HUNT

Af Kasper Christiansen og Kåre Werner Storgaard

Witch Hunt er et asymmetrisk kortspil, hvor du i rollen som heks eller heksejæger skal nå at fuldføre henholdsvis et ritual eller en heksejagt før din modstander. I løbet af spillet har du mulighed for at påvirke byens borgere og sågar komme til at anklage de forkerte, hvilket kan lede til problematiske dødsfald, som hæver spillets sværhedsgrad.
Witch Hunt nomineres for at være et velbalanceret asymmetrisk kortspil.

Fælles handlinger med overlappende spilmekanikker kombineret med meget forskellige måder at spille kort på giver et meget dynamisk og intenst spil, hvor sejren først afgøres i sidste sekund.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk