Mads & Monopolet i sag om plagiat

Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 7. October 2012

I sidste uge udkom brætspillet Dilemma – Mads & Monopolet, men hvad der skulle have været en første uge med armene i vejret for folkene bag spillet, har vist sig lidt mere problematisk.

Spillet er nemlig blevet beskyldt for at være en kopi af grundmekanismen i spillet EGO.

Til Ritzau siger EGOs opfinder Ian Copple: “Jeg har brugt ti år af mit liv på EGO. At nogen tænker, at de bare kan snuppe idéen – og med DR i ryggen – og gå ud og sige, at vi har fundet på noget nyt. Den holder ikke i min bog.”

Et svært moralsk spørgsmål

Sagen handler om moralen i at “lade sig kraftigt inspirere af andres arbejde” og der er, så vidt vi ved på nuværende tidspunkt, ikke nogen rettigheder eller lovregler, der er blevet krænket. På den måde kan man sige, at sagen passer meget godt til Mads & Monopolet, som plejer at give gode subjektive forslag til radio-lytternes moralske problemer.

Brætspillet Dilemma – Mads & Monopolet bygger på spillet “Bet your Brain” som fik prisen som Årets spil i 2008. Der er altså på alle måder tale om gammel vin på nye flasker, uanset om Dilemma ligger for tæt op af EGO, eller om Bet your Brain og EGO i virkeligheden har lignet hinanden for meget i flere år.

Overvejer advokaterne

Begge parter har nu truet med at gå til deres advokater – EGO hævder at Mads & Monopolet spillet ligger for tæt op af kernen i EGO, og firmaet Upcomming Minds mener ikke, man kan komme med den slags urigtige beskyldninger, når Bet your Brain har været på hylderne i flere år. Dog forlyder det at mekanikken i Mads & Monopolets Dilemma spil ikke bygger på samme mekanik, som de tidligere udgivelser af Bet your Brain, så argumentationen om at de to ting skulle udelukke hinanden virker som noget, Upcomming Minds stadig skylder en forklaring på.

Upcomming Minds, som har lavet Dilemma – Mads & Monopolet, afviser anklagerne om plagiat fuldstændigt.

Kilde: TV2 Nyhederne om Mads & Monopolet brætspil og Ritzau


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk