LEGO indstiller brætspillene
af Morten Greis d. 18. June 2013
I en ubekræftet nyhed hedder det, at LEGO har indstillet sin serie af spil, og det er vi kede af her på papskubber, da der har været interessante ideer og spændende muligheder for at designe egne spil via LEGOs oplæg.
Her på Papskubber har vi spillet flere af LEGO-spillene – Pirate Plank, Battle of Hoth, Champion, Orient Bazar og Heroica: Fortaan – og spændvidden i bygselv-spillene har været stor.
De sidste spil fra LEGO bliver 2012-udgivelserne, mens spillene planlagt for 2013 er blevet aflyst. Det bliver således ikke til nogen Legends of Chima, Batman eller Story Mixer, der blev annonceret tilbage i januar på Nürnberg legetøjsmesse.
LEGO-spillene har emnemæssigt haft en bred spændvidde, og selvom Heroica-serien af fantasy-spil, hvor man ræser gennem labyrinter og huler for at erobre skatte og besejre skurke, kunne være blevet denne tids HeroQuest, men sådan skulle det ikke gå. Med undtagelse af LEGO Creationary har de andre spil ikke klaret sig alt for godt, og mens brætspil stadig er en voksende hobby, lader LEGO til at indstille udviklingen af spil.