Julehilsen til landets papskubbere
af Johnn Esbensen d. 18. December 2011
Nu nærmer sig tiden, hvor vi – landets papskubbere – skal have afprøvet, hvor nøje vores kære familie har nærlæst ønskesedlen og pakkerne under træerne dermed er blevet kvadratiske og ved let rysten lyder, som om de indeholder store stykker pap eller små plasticbrikker, der efter åbning kan underholde til den lyse morgen.
Forberedelserne er vigtige
Forud for julens gaveinferno er der selvfølgelig udsendt tydelige instruktioner til de pårørende. Instruktioner der nøje er opdelt efter den almene konsensus, om hvem der giver for hvor meget. Heldigvis er der også i år udkommet mange spil, som både kan interessere familien men også den rigtige papskubber, der gemmer sig under huden.
Herfra papskubber ønsker vi os, at du må få dine ønsker opfyldt, også selvom der skulle snige sig et ønske om en enkelt blød pakke ind på listen.
Gode råd til juleaften
Følgende er nogle gode råd til papspil og juleaften:
- Det er kun et spil. Julemandens vurdering af din artighed udregnes ikke efter, hvor mange gange du har faldet din søster eller ægtefælle i ryggen i et intrigespil
- Er der en i familien der sjusker med rødvinen, så husk at skrive nogle card-sleeves på ønskelisten, hvis du ønsker dig deck-building spil, og har behov for at afprøve dem med det samme
- Er der dårlige tabere i familien, så vent med at spille, til de tager en lur på sofaen. Ingen grund til at risikere den gode stemning.
Må dine pakker være hårde, tunge og fyldt med pap.
Glædelig jul og på gensyn på papskubber.