HeroQuest på Kickstarter...og væk igen

Peter Brichs af Peter Brichs d. 8. December 2013

I september kunne vi fortælle, at det så ud til at det klassiske HeroQuest ville blive genudgivet i en 25 års jubilæumsudgave. Jubilæumsudgaven skulle udgives af det spanske firma GameZone, som åbenbart ejer rettighederne for HeroQuest i spanien – og som ville udgive spillet med engelsk tekst, men fra Spanien. For en uges tid siden blev den kickstarter søsat, og den så virelig lækker ud.

Der gik dog kun ganske få dage, før Kickstarteren blev lukket ned på grund af en copyright-tvist. Overraskende nok var det ikke Games Workshop, der udgav det oprindelige HeroQuest (og som er kendt for at have meget hurtige advokater). Nej, i stedet var det Glorantha, som udgiver _rolle_spillet Heroquest, der var ude med riven.

Nu er projektet helt fjernet fra Kickstarter, men spanske GameZone vælger dog stadig at prøve at få spillet i handlen fra en spansk pendant til Kickstarter, der hedder Verkami. Flere folk har allerede købt spillet direkte fra Gamezone uden at vide, om spillet nogensinde udkommer, mens andre igen er ude og kalde spanske GameZone for snydere og bedragere.

Det er endnu usikkert hvad fremtiden bringer for HeroQuests 25 års jubilæumsudgave, men hvis vi hører noget nyt om denne sag skal vi være de første til at viderebringe nyhederne.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk