Faraos Cigarer bliver opkøbt

Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 1. April 2018

Redaktionen har erfaret, at der er store ændringer på vej til leverandørerne af det danske spilmiljø. Den odenseanske virksomhed Dragons Lair har nemlig købt Faraos Cigarer for at få fokus tilbage på rollespil i butikkerne.

“Brætspillene har været en interessant forretning de seneste år,” udtaler Carsten Bjæverskov. “Men det har længe stået klart, at det næste store boom kommer fra modelfly og rollespil. Især våben til live-rollespil forudser vi, vil være det næste gold rush.”

Derfor har Dragons Lair (med nye investorer) opkøbt Faraos Cigarers aktiver, altså lejemål, inventar, ansatte, varelager og trykkeriaktivitet, og det må varsle nye tider for alle danske nørder.

Faraos Cigarer lå tidligere i bla. Skindergade i København, men også med en stor butik i Lyngby. Derudover lå der 12-15 mindre butikker rundt om i København, som solgte alt fra papirs-gimmicks, læder-forklæder, fastelavnskostumer og statuer. Men ikke mere.

Fra på mandag vil alle butikkerne blive konverteret til certificerede Dragons Lair Liver Lover-butikker, som er det navn, det nye koncept vil blive markedsført under.

Når man spørger Carsten Bjæverskov, hvad deres fremtidsplaner er, peger han direkte på webbutikker som Hyggeonkel og Amazon. “Vi ser os selv som en form for dansk Asmodee,” udtaler han og gnider sig i hænderne, mens han tæller sine pengesække.

Så hvis du står og mangler en god pris på dit næste Mega Civlization, så forventer vi, at det altså er i dag, 1. april, du skal skynde dig ind på butikkernes webshops for at se de ekstra gode tilbud. Vi kommer til at savne Faraos Cigarer i det danske butiksmiljø, og siger mange tak for de mange års tro tjeneste.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk