En af de helt store moderne klassikere går online

af Bo Bering Slagelse d. 27. June 2022

Nu kan du bytte sten til ler og træ til uld, lige meget hvor du befinder dig i sommerlandet. Alt du behøver er en computer eller en telefon med internetadgang, og så går turen til Catan.

Sidder du og har en kløen i fingrene efter at bytte træ for får, bygge landeveje og bekæmpe landevejsrøvere, men ingen at spille med? Så har du nu muligheden for at få din lyst stillet, uden at skulle bevæge dig ud af døren eller behøve at gøre klar til gæster. Brætspilsklassikeren over dem alle, The Settlers of Catan, er nemlig kommet på Boardgamearena.

Brætspillet The Settlers of Catan – eller bare Settlers som det kaldes i Europa (i USA kalder de det Catan) – kom til verden i 1995 og blev hurtigt et hit blandt både seriøse brætspillere og nybegyndere indenfor brætspilshobbyen. Spillets balancegang mellem hårde taktiske valg og en god portion held har gjort, at det betragtes som en af grundsøjlerne indenfor moderne brætspil, hvor alle kan være med, uden det går ud over spillets dybde.

I Settlers spiller man tilflyttere i det nye land “Catan”. Her dyster man om de knappe ressourcer for at bygge huse, byer og veje. Ressourcerne er dog så knappe, at ingen spiller kan klare sig alene, men man er nødt til at satse på fordelagtige handler med de andre spillere.

Har du lyst til at (gen)besøge klassikeren, kan du gøre det på Boardgamearena.com, hvor du også kan spille et hav af andre online brætspil med venner eller vildt fremmede.

Du finder Boardgamearena her

Læs mere om nyheden og om The Settlers of Catan her


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk