Den ultimative flugt fra væsnerne i det ydre rum er på vej

Morten Greis af Morten Greis d. 6. April 2016

Fra forlaget Osprey lyder det nu, at den ultimative udgave af science fiction horror-brætspillet om kamp for overlevelse og flugt fra grumme rumvæsner er på vej.

Det er spillet Escape from the Aliens in Outer Space, der kommer i en Ultimate Edition. Spillet handler om kamp for overlevelse på et mørklagt rumskib. Den ene halvdel af spillerne er mennesker, der i ly af mørket, skal forsøge at flygte, og den anden halvdel er mennesker besat af monstre, som forsøger at finde de andre og æde dem – men ingen ved hvem, der er hvem. I stedet har de lydene i mørket til at jagte hinanden med. Et intenst og meget anderledes brætspil.

Forlaget Osprey, der er bedst kendt for sine utallige udgivelser om militærhistorie, er begyndt at dykke ned i brætspilsbranchen. Sidste år udgav de titler, som The King is Dead og Unseen They Come, og nu er turen kommet til Escape from Aliens in Outer Space, der får en stor, flot ny udgave, der fordobler mængden af karakterer, kort over rumskibe og udstyr og generelt øger mulighederne og variationen i spillet.

Escape from the Aliens in Outer Space Ultimate Edition forventes på markedet i maj måned.

I mørket kan de alle høre dig skrige


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk