Burning Suns prøver igen på Kickstarter
af Peter Brichs d. 28. August 2013
“Take Two….aaand action!”
Danske Emil Larsen prøver igen at få sit episke rumspil Burning Suns på markedet. I skrivende stund har han fået 471 folk til at donere £28.845 til projektet, der altså skal have £40.000 ind, for at blive en realitet denne gang.
Til forskel fra sidst er de fantastiske rumskibe med plads til terninger i (de såkaldte ‘dieships’) med i æsken, så snart spillet bliver en realitet. Samtidig er det blevet lidt billigere at få fingrene i spillet, og der er endda en billigere udgave af spillet, hvor du får filerne tilsendt, så du selv kan printe dine rumskibe på din 3D-printer.
Burning Suns startede i foråret en kampagne på Kickstarter, som desværre endte små 30.000 kr. under sit mål. Vi har smidt vores dankortoplysninger efter Emil, og håber på at anden gang er lykkens gang.