Brætspil på museum efter et år i handlen
af Bo Jørgensen d. 25. November 2011
Statens Museum for Kunst har sammen med Jeppe S. Christensen, bag spillet MATCH!, lavet en museumsinstallation over brætspillet. Nu kan besøgende på museet tage udfordringen op og spille MATCH! med kunstværkerne.
Spillet består af en masse billeder, der skal matches med et af de store malerier på væggene, og så skal hver spiller forklare eller fortælle, hvordan billederne passer sammen. Der er ingen rigtige svar, og det er netop meningen, fortæller direktør for Tankespil, Jeppe S. Christensen: ”Malerierne har selvfølgelig hver deres historie, men formålet med det her spil er, at børn og voksne skal komme med deres egen fortolkning af, hvad de ser. Og faktisk er børnene ofte bedre fortællere end forældrene.”
Statens Museum for Kunst udfordrer det traditionelle museumsbesøg med et spil, hvor både børn og voksne skal fortælle gode historier ud fra malerierne på væggen. Og det skal spilles midt i den store sal.
Spillet lanceres i forbindelse med udstillingen Europæisk Kunst 1300 – 1800, som åbner lørdag d. 26. november 2011.
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50
1307 København K
Kilde: Statens Museum for Kunst
Foto: Frida Gregersen / Statens Museum for Kunst