5 - 68 spillere
30+ min
8+ år
  • partyspil
  • Bluff
  • Forræder
  • Horror
  • Ultimate Werewolf: Ultimate Edition

    Johnn Esbensen af Johnn Esbensen d. 15. June 2012

    Landsbyens beboere vækkes af et forfærdeligt skrig. En af indbyggerne er blevet slået ihjel, og alt tyder på at en varulv har været på spil. Men hvem er varulven? Er det naboen? Er det bageren? Eller dig? Drabet skal hævnes. Lad os håbe, at I vælger den rigtige …

    I spillet Werewolf skal spillerne arbejde sammen om at finde og dræbe de onde varulve. Men ikke alle spillere har samme mål. Flere er nemlig varulve og arbejder langsomt på at udrydde landsbyens beboere – én for én.

    Spillerne får tildelt en skjult rolle, som enten landsbyboer, varulv eller seer. Om natten dræber varulvene en landsbyboer. Om dagen vil landsbyboerne hævne drabet, ved at lynche den spiller, de tror, er varulven.

    Sådan starter I Werewolf

    For at kunne spille Werewolf skal I vælge en spilleder. Spillederens rolle er først og fremmest at fortælle historien og gøre den levende. Samtidig er det ham, der beslutter, hvornår landsbyboerne sover, varulvene angriber, og seeren kigger i kort.

    Når spillederen er valgt, skal der uddeles rollekort. Hver spiller skal have ét kort, og kortet holdes skjult, indtil spilleren dræbes eller vinder spillet. Der skal bruges et seerkort, et varulvekort i spil for 6-8 spillere, to varulvekort i spil for 9-11 spillere og tre varulvekort i spil for 12-15 spillere. Resten af spillerne skal have landsbyboer kort.

    Rollerne

    • Seer
      Seer - Hver nat må seeren tage et smugkig på en andens spillers kort
      Hver nat må seeren smugkigge på en andens spillers kort
    • Varulv – Vågner hver nat sammen med de øvrige varulve og udpeger en spiller, der skal dræbes. Spillerne er ligeledes vågne om dagen, sammen med de øvrige spillere
    • Landsbyboer – Sover hver nat. I løbet af dagen skal landsbyboerne udpege en spiller, de tror, er varulv. Denne spiller bliver lynchet.

    Hvordan spiller I Werewolf

    I store træk drejer Werewolf om kommunikation! Som landsbyboer skal man forsøge at finde frem til, hvem varulvene er og slå dem ihjel. Samtidig skal man passe på, at man ikke bliver for fremtrædende og dominerende og derved bliver varulvenes næste offer, eller at mistanken om at være varulv pludselig falder på en selv. Varulvene er vågne om natten. Her skal de lydløst udpege det næste offer. Hvis de larmer, skramler eller på anden måde gør opmærksomme på sig selv, hjælper de landsbyboerne med at udpege den næste, der skal lynches.

    Runderne i Werewolf

    Hver runde starter med, at det bliver nat, og alle spillere lægger sig til at sove – altså lukker øjnene.

    Herefter beder spillederen alle varulvene om at åbne øjnene og finde hinanden. Herefter skal de lydløst blive enige om det næste offer og udpege offeret til spillederen. Herefter falder varulvene også i søvn.

    Til slut vågner seeren. Seeren skal lydløst udpege en anden spiller, hvis rolle seeren ønsker at få oplyst. Spillederen skal lydløst oplyse, om den udvalgte spiller er varulv eller landsbyboer.

    Om morgenen vågner alle spillerne, og spillederen afslører, hvem der nattens løb, er blevet dræbt af varulvene. Den dræbte spiller er ude af spillet.

    Nu skal alle spillerne bliver enige om, hvem de vil beskylde for at være varulv. Spilleren bliver lynchet og er ligeledes ude af spillet. Spillederen afslører spillerens kort – var han varulv eller bare uskyldig landsbyboer?

    Herefter fortsætter spillet med flere runder, indtil enten alle varulve bliver dræbt, eller indtil der er lige så mange varulve, som der er landsbyboere. Bliver alle varulve dræbt, vinder landsbyboerne, ellers vinder varulvene.

    Variation og udvidelser

    Ultimate Werewolf indeholder en hel stak specielle og anderledes rollekort, som kan bruges til, at ændre spillets gang. For eksempel Dobbeltgænger, Martyr, Præst, Bodyguard og mange flere. De har specielle evner eller handlinger, der påvirker spillet i større eller mindre grad. Ultimate Werewolf indeholder også forskellige scenarier, der sammensætter en bunke rollekort og fortæller en lille historie.

    Vurdering af Ultimate Werewolf: Ultimate Edition

    Johnn Esbensen
    Johnn Esbensen mener ...

    Werewolf er et spinoff af spillet Mafia, der blev opfundet af Dimitry Davidoff i 1986. Davidoff opfandt og brugte spillet i undervisningen på psykologi studiet på Moscow State University. Mafia spredte sig til store dele af verden, og mekanikken blev senere brugt i flere forskellige settings, som for eksempel varulv, lejemorder og heksejagt.

    Werewolf er et fantastisk underholdende spil, der kan spilles med en stor gruppe mennesker. Spillet egner sig godt til teambuilding, familiefester eller større forsamlinger. De mange rollekort gør det muligt at variere spillet fra gang til gang og fra gruppe til gruppe.






    Kommentarer til Ultimate Werewolf: Ultimate Edition