3 - 12 spillere
30+ min
8+ år
  • partyspil
  • Bluff
  • Efterforskning
  • Middelalder
  • Relateret læsning


    Ultimate Werewolf: Inquisition

    Rasmus Skat Andersen af Rasmus Skat Andersen d. 21. January 2016

    I den lille landsby har varulve dræbt mange af beboerne, og da de ikke selv har været i stand til at finde varulvene, har beboerne tilkaldt hjælp udefra. Hjælpen er nu kommet, men desværre er den selv blevet infiltreret af varulve.

    Målet i Ultimate Werewolf: Inquisition afhænger af, om du er varulv eller menneske. Varulvene forsøger at dræbe så mange mennesker, at lykantroperne bliver i overtal. Menneskerne derimod er ude på at dræbe samtlige hamskiftere, så man atter kan sove trygt om natten.

    Ved spillets start lægges hytterne og beboerne op som vist på billedet. Efterhånden som folk begynder at dø, fjernes de respektive kort.

    Setup

    Inden I begynder, skal I vælge, hvilke 12 landsbybeboere (resident), I vil bruge i spillet. Spillet har anbefalinger, som I kan følge i de første par spil.

    • Først skal I fordele rollerne. Hvem er varulve og hvem er landsbybeboere? Antallet af spillere afgør, hvor mange varulve, der er med. Bland Inquisitor-kortene og giv hver spiller et kort, der holdes hemmeligt for de øvrige deltagere.
    • Hver spiller får to votes (sorte kuber).
    • Bland Resident-kortene og læg dem i tre rækker med fire kort i hver (bagsiden opad). Kortene skal ligge som vist på billedet (altså vertikalt).
    • Bland Hut-kortene og læg dem i tre rækker med fire kort i hver.
    • Træk lod mellem spillerne om, hvem der får The Grand Inquisitor.
    • Hvis I er fem eller flere spillere (og dermed har to eller flere varulve), skal varulvene have mulighed for at identificere hinanden. Alle spillere lukker deres øjne, hvorpå the Grand Inquisitor siger, at varulvene skal åbne øjnene. Derpå beder han dem om at lukke øjnene igen, hvorefter han meddeler, at alle må åbne øjnene.

    Runder i Ultimate Werewolf: Inquisition

    Spillet foregår i runder, der veksler mellem nat og dag. Om dagen undersøges landsbyen, og en af indbyggerne bliver hængt.

    Om natten hærger varulvene og dræber en af landsbybeboerne.

    Dag

    The Grand Inquisitor starter dagsrunden, og derpå går turen på skift i urets retning.

    I din tur skal du tage et af Hut-kortene hen til dig og enten:

    1. udføre kortets action
    2. tage to votes.

    Kan en spiller ikke vælge nogle Hut-kort, udfører han automatisk nummer to, altså tager to votes.
    Spillerne bør efter hver spillers tur tale sammen om, hvad turen afslørede. Nogle Hut-kort lader dig kigge på kort, andre giver dig votes, andre lader dig placere votes på Resident-kortene.


    Når alle spillere har haft deres tur, skal man stemme om, hvem man tror, er varulv. The Grand Inquisitor begynder og placerer en vote på et af Resident-kortene. Sådan fortsættes uret rundt. Hvis en spiller ikke har nogle votes, kan spilleren ikke stemme.
    Når alle har stemt, bliver Resident-kortet med flest votes lynchet. Er der stemmelighed, vælger the Grand Inquisitor hvilke af dem, der fik flest stemmer, der skal lynches. Kortet vendes nu og fjernes fra spillet sammen med dets matchende Hut-kort.
    Hvis to søjler (lodret række) af Resident-kortene kun rummer et kort hver, bliver de to søjler lagt sammen til en ny søjle.

    Nat

    Dagen er nu gået på hæld, landsbyen går til ro, og varulvene sniger sig frem for at dræbe deres næste offer.
    The Grand Inquisitor udvælger en søjle af Resident-kort (lodret række), der rummer mindst to kort. Alle votes fjernes fra de valgte kort, som The Grand Inquisitor tager, uden at kigge på dem.
    The Grand Inquisitor beder nu alle spillere om at lukke deres øjne og giver kortene til spilleren til venstre for sig. Kortene går således hele vejen rundt, indtil de er tilbage hos The Grand Inquisitor. Når en varulv modtager kortene, må vedkommende åbne øjnene, kigge på kortene og rearrangerer dem, som han ønsker.
    Alle spillere bør beholde kortene et par sekunder, så ingen kan regne ud, hvem der er varulve.

    Når The Grand Inquisitor har fået kortene igen (og rearrangeret dem, hvis han er varulv), beder han alle om at åbne øjnene igen. Han lægger nu kortene tilbage igen, bortset fra det nederste kort, der vendes. Kortet er varulvenes offer og fjernes fra spillet sammen med det tilhørende Hut-kort.
    Alle kort, der er drejet 90 grader (altså lige horisontalt) rejses op.
    Hvis det er en varulv, der dræbes, skal alle de tilbageværende kort, der ligger vertikalt, samles op og blandes, og derpå placeres der, hvor de blev taget. Alle votes fjernes fra dem.

    The Grand Inquisitor giver nu The Grand Inquisitor-brikken til spilleren til venstre for sig, og en ny dag begynder.
    Hvis to søjler (lodret række) af Resident-kortene kun rummer et kort hver, bliver de to søjler lagt sammen til en ny søjle.

    Indbyggerne

    Ved spillets start lægges hytterne og beboerne op som vist på billedet. Efterhånden som folk begynder at dø, fjernes de respektive kort.

    Mange af landsbybeboerne har særlige evner, der hjælper de forskellige sider. Derfor er der også visse beboere, der har en tendens til at lide en hurtig og brutal død.

    Alle kortene er udstyret med et nummer. Høje numre gavner mennesker, negative numre gavner varulvene. Man bruger numrene, hvis man selv ønsker at vælge indbyggerne i byen. I så fald skal kortenes sammenlagte sum være nul, hvis man ønsker et balanceret spil. Er værdien større end nul, bliver det nemmere at være menneske, mens det omvendt bliver nemmere at være varulv, hvis værdien er negativ.

    Hvem vinder?

    Varulvene vinder, hvis der er flere varulve end mennesker i byen (altså blandt the Resident-kort).
    Indbyggerne vinder, hvis de får dræbt samtlige varulve.

    Vurdering af Ultimate Werewolf: Inquisition

    Rasmus Skat Andersen
    Rasmus Skat Andersen mener ...

    Ultimate Werewolf: Inquisition er en variant over Ultimate Werewolf, og har den fordel, at alle er med fra start til slut. Selv spillere, der er blevet afsløret som varulve. De skifter bare taktik efter afsløringen.
    Spillet er nemt at lære og er et glimrende selskabsspil.






    Kommentarer til Ultimate Werewolf: Inquisition