Twilight Struggle
af Per von Fischer d. 28. February 2012
Twilight Struggle er et krigsspil for to spillere, men der er ingen hær-enheder, fly eller tanks. Twilight Struggle handler om den kolde krig, om kontrol og dominans i enkelte lande og verdensdele. Indflydelse og kontrol giver “victory points”, og når en af spillerne når 20, er spillet vundet.
Selvom spillet måske virker kompliceret i forhold til mere umiddelbart tilgængelige moderne brætspil, så er det nemt, når først man kender de grundlæggende mekanikker. Der er dog en del at læse, og kun på engelsk. Regelbogen er 28 sider, og spillet indeholder mere end 100 handlingskort, som spillerne skiftevis spiller, alle med engelsk tekst.
Klargøring
Træk lod om hvem der spiller hhv. USA og USSR.
Bland bunken med “Early War” kort og del otte ud til hver spiller. Giv Kina-kortet til USSR-spilleren.
Placer de forskellige brikker til at holde styr på stilling og runder mm. Victory Point på 0, Defcon status på 5, og Action runde og Turn Record på 1.
Fold det store kort ud og fordel følgende indflydelsespoint:
- USSR: 1 i Syrien, Iraq og Finland. 3 i Nordkorea og Østtyskland. 6 point som kan lægges frit i hele Østeuropa. 15 indflydelsespoint i alt.
- USA: 1 i Iran, Israel, Japan, Filippinerne, Sydkorea, Panama og Sydafrika. 4 i Australien og 6 i Storbritannien. 7 point som kan lægges frit i hele Vesteuropa. 23 indflydelsespoint i alt.
Spillets gang
Spillet består af 10 ture. I hver tur skiftes spillerne, altid med USSR først, til at spille et af de kort, de har på hånden. Den første runde i hver tur spilles simultant og de spillede kort afsløres samtidig – det kaldes for “headline”-fasen.
Efterhånden som turene går kommer der nye kort til og spillerne må spille flere af dem i en tur. Den spiller der har flest victory point når tur 10 er slut har vundet. Der er dog masser af muligheder for at vinde spillet før tid:
- Udløser du atomkrig, med vilje eller ved en fejl, så taber du omgående, uanset stilling.
- Hvis du når 20 victory point, så vinder du omgående.
- Hvis du kontrollerer Europa i en scoringsrunde, så vinder du også omgående.
Spillepladen i Twilight Struggle
Brættet i Twilight Struggle er et stort verdenskort, hvor de enkelte lande er markerede med hver sin boks. I boksene er der plads til at USA og USSR kan lægge deres kontrolbrikker, der fortæller hvor meget indflydelse de har i det pågældende land. Landets tal fortæller hvor mange kontrol-point der skal til for at kontrollere landet. Jo lavere tal, jo lettere er landet at styre, men desværre også at overtage af modparten. De lilla lande er nationer der er særlig vigtige i kampen om verdensherredømmet – den spiller der kontrollerer flest af dem i en verdensdel, siges at dominere, og det giver flere point når der scores.
Alle lande har forbidelser til andre lande, eller “moderlandet”. Du kan kun putte en kontrolbrik på et nyt land hvis du i forvejen har indflydelse i et land der er forbundet med en streg på kortet.
Hvad kan jeg i en runde?
I hver runde er du tvunget til at spille et af de kort du har tilbage på hånden.
Du kan enten bruge de point kortet har til at øve indflydelse på verdenskortet, eller du kan spille den begivenhed der står på kortet. Alle begivenheder er enten gode for USA (hvis stjerne), USSR (rød stjerne) eller er neutrale (rød/hvid stjerne).
Det ubehagelige er at hvis begivenheden er til fordel for din modstander – hvis du er USA og spiller et USSR kort eller omvendt – så sker begivenheden uanset hvad. En stor del af spillet går ud på at undgå at spille kort der giver din modstander fordel, men ofte er det tvunget.
Når du spiller et kort kan du vælge om du vil
- slippe af med kortet ved at prøve din lykke i rumkapløbet (kun en gang pr. tur)
- bruge begivenheden på kortet. Udfør i så fald hvad der står i kortets tekst.
- bruge kortets point (hvis begivenheden er din modstanders sker den alligevel!) til enten:
- Putte indflydelse på et eller flere lande
- Forsøge at fjerne din modstanders indflydelse i et eller flere lande
- Prøve et statskup
Hold øje med DEFCON
DEFCON er en forkortelse for “defence condition”, et dommedagsur der viser hvor tæt verden er på atomkrig. Visse handlingskort og begivenheder ændrer ved DEFCON. Et statskup i et land sænker den med 1, for eksempel. Hvis DEFCON er 2 og du kommer til at sænke den til 1, ja så taber du øjeblikkelig spillet.
DEFCON dikterer også i hvilke verdensdele der må begås statskup, så der er taktik i at spekulere i at flytte DEFCON op og ned.
Scoring
Hvis du sidder med et såkaldt scoringskort på hånden, så skal det spilles i en af dine runder. Kortet kan ikke overføres til næste tur. Når et scoringskort spilles, tæller man point op for den pågældende verdensdel, og justerer victory point stillingen.
Vurdering af Twilight Struggle
Twilight Struggle er et lille mesterværk i spildesign. Spillet er intenst og spændende hele vejen, og som spiller er man konstant i svære overvejelser og må tit vælge den mindst slemme mulighed i en runde.
Stillingen bølger frem og tilbage. Sommetider udkæmpes lange slag om indflydelse i et enkelt land, andre gange foregår kampen i hver sin verdensdel.
Twilight Struggle er aldrig kedeligt, og ingen spil ligner rigtigt hinanden, fordi alt afhænger af hvilke kort man har på hånden og hvad man vælger at gøre.