I Troy skal spilleren sørge for, at de blå riddere bliver beskyttet inden for borgmurene, mens de røde riddere (fjenden) står udenfor murene. Umiddelbart lyder det jo ikke så svært, men du har kun 4 stykker borgmur at arbejde med. Nu skal der tænkes.
Troy er et såkaldt hovedbrudsspil og kan nok bedst beskrives som en blanding mellem puslespil og Tetris.
Hvad er der i æsken
Spillet består af en spilleplade, 4 blå riddere, 4 røde riddere og 4 stykker borgmur. Borgmurene har forskellige former og nogen af dem har tårne i hjørnet, der gør det svært at passe dem sammen med andre brikker. Med spillet kommer en lille regelbog samt opgavebogen. I opgavebogen findes 60 opgaver – inddelt i Starter, Junior, Expert, Master og Wizard.
Hvordan foregår Troy
Spilleren starter med at vælge en af de 60 udfordringer. Udfordringen viser hvor en eller flere blå og røde riddere skal placeres.
Til venstre ses en af Wizard udfordringerne. Til højre ses løsningen.
Herefter skal spilleren ved hjælp af de 4 stykker borgmur sørge for, at de blå riddere er beskyttet inden for muren, men de røde riddere står udenfor. De blå riddere skal således have mur hele vejen rundt om sig, men det behøver ikke at være et stort rum. Det kan godt være flere små rum. De røde riddere må på den anden side aldrig være omringet af borgmur. Der findes kun en korrekt løsning på hver udfordring – og det er den du skal finde.
Vurdering af Troy
Johnn Esbensen mener ...
Troy er et sjovt og udfordrende spil, som for den tålmodige byder på mange timers udfordring og underholdning. Spillet kan spilles alene, men også sammen med andre, hvor man enten spiller sammen eller udfordrer hinanden på tid.