Tomorrow

af Per von Fischer d. 20. February 2014

Selvom vi papskubbere normalt ikke har problemer med abstrakte folkemord og masseudryddelse i vores brætspil, så kommer Tomorrow alligevel med en advarsel på den sorte æske: “This game simulates forced global de-population via biological and nuclear horrors.” Tomorrow er simpelthen ‘Genocide: The Board Game.’

Sådan stiller du op til Tomorrow

Fordel alle de farvede befolkningsbrikker på spillepladen. Antal og farve er trykt i hvert enkelt område. Placér dødsbrikken på krydset på den øverste af de tre trusselsrækker under verdenskortet.

Bland og læg bunkerne med sygdomskort og de tre farvede strategikort ved siden af spillepladen. Bland hændelseskortene og træk ni – resten bruges ikke i det pågældende spil. De ni kort er spillets timer, for hvis ikke dødsbrikken er blevet bragt helt i bund, når den niende runde er ovre, er spillet tabt.

Vælg hvilken stormagt den enkelte spiller kontrollerer. Hvis I er færre end seks spillere, så sorteres Indien fra (fem spillere) og det Arabiske Kalifat (fire spillere). Hver spiller får de tilhørende handlingskort og markører, og Kina får også cyberkortet. Hver spiller får også et antal sygdomskort.

Sådan spiller du Tomorrow

Hver runde består af en hændelsesfase, en cyberspacefase, en todelt handlingsfase og en klargøringsfase.

**Et par udvalgte sygdomskort, dødsbrikken, og den fine, grønne specialterning.**

I hændelsesfasen trækker du det øverste hændelseskort og udfører den hændelse/regel der passer til, hvor dødsbrikken befinder sig på trusselsrækkerne, det vil sige gul for øverste række, rød for midterste række, og sort for nederste række.

Den spiller, der har cyberspacekortet, altså Kina i første runde, må bestemme i tur-rækkefølgen i handlingsfasen. Ellers er det Europas privilegie. Cyberspacekortet giver også spilleren ret til at trække et strategikort fra henholdsvis gul, rød eller sort bunke, alt efter hvor dødsbrikken er, eller stjæle et ubrugt strategikort fra en anden spiller.

I handlingsfasen vælger hver spiller først i hemmelighed to af sine handlingskort, der kan være krigshandlinger, sabotage, biologiske våben etc.

Dernæst går det efter tur i den rækkefølge som cyberkortejeren eller Europa bestemmer. En spiller kan spille et af sine kort eller passe og vente med at spille et kort i næste tur. Når alle spillere har haft to ture, og enten passet eller spillet et eller to kort, er handlingsfasen slut.

I klargøringsfasen gør spillerne klar til næste runde og må blandt andet fjerne eller øge antallet af inflydelsesbrikker i de regioner, de kontrollerer.

Udryd!

Spillet går ud på at få så mange befolkningsbrikker fjernet fra spillepladen, at dødsbrikken flyttes helt i bund på trusselsrækkens første felt, markeret med en smiley. Hvis det sker, er spillet vundet af den spiller med flest point, ellers er det tabt for alle.

Der er grundlæggende to metoder til at slå befolkninger ihjel, og for hver brik, der ryger, flyttes dødsbrikken tilsvarende, alt efter hvor på kloden drabet skete. En USA eller Ruslandsbrik flytter dødsbrikken tre felter, mens indiske og arabiske befolkningsbrikker kun flytter brikken et felt.

Kernevåben, der potentielt kan slå mange mennesker ihjel, men også øger dødsbrikken med tre felter.

Biologiske våben udløser sygdomme, der slår folk ihjel og har en chance for at sprede sig til de omkringliggende områder.

Andre handlinger

Der er også handlingskort der blokker biologiske angreb, annulerer andre spilleres kort, og så kan en spiller besætte regioner med tropper. Der er point til sidst i spillet til spiller, der stadig har overlevende befolkningsbrikker i områder, de kontrollerer med tropper.

Vurdering af Tomorrow

Per von Fischer mener ...

Vi slår gerne horder af orker og andre monstre ihjel i vores fantasyspil, eller bomber fjendtlige byer eller skibe i vores krigsspil. Listen er lang, så på overfladen burde der ikke være problemer med et spil, der simulerer udryddelse af det meste af verdens befolkning. Alligevel er Tomorrow ikke specielt tiltalende, og det er der to grunde til. Spilmekanisk er det er lidt tam, næsten steril, affære. Det er simpelthen ikke supersjovt, hvilket er min anden hovedkritik. Tåbelige ideer, såsom at vi er nødt til at slå andre mennesker ihjel for at få mere plads til os selv og vores miljøødelæggende livsstile, kræver simpelthen en kraftig gang satire for at virke. Så jeg savner virkelig fjollede indslag og ironiske kommentarer til at akkompagnere den geopolitiske galskab, der er spillets tema.