1 - 1 spillere
60+ min
14+ år
  • krigsspil
  • Thunderbolt-Apache Leader

    Per von Fischer af Per von Fischer d. 30. May 2013

    Thunderbolt-Apache Leader (TAL) er et forholdsvist tungt solo-wargame fra den lille amerikanske udgiver Dan Verssen Games. Dan Verssen er også designeren bag spillet, som en helt helt ny og kraftigt forbedret version af Dans gamle Thunderbolt/Apache Leader, der blev udgivet af GMT Games i 1991. I al sin enkelthed går TAL ud på at flyve missioner for det amerikanske luftvåben og uskadeliggøre fjendtlige enheder. Kampagner er splittet op i en eller flere missioner, og involverer både taktiske og strategiske afgørelser.

    En meget stor del af spillet ligger i planlægningen: hvilke fly og hvilke våbentyper vil jeg bruge i den kommende kampagne?
    TAL er som sagt et solospil, men det kan sagtens spilles som et kooperativt spil, hvor man er flere om at tage de mange beslutninger undervejs. Tidsmæssigt foregår spillet fra 1980’erne og frem til i dag.

    TAL er bygget op af en masse små trin, som alle foregår i samme rækkefølge før, under og efter hver enkelt mission. Her følger de vigtigste trin.

    Sådan gør du klar til Thunderbolt-Apache Leader

    Spillepladen i TAL hedder “Tactical Display og har de fleste oplysninger om spilgangen, plads til diverse kort og tabeller, du skal bruge i løbet af spillet, samt et stort område hvor selve kamphandlingerne finder sted. Fold den ud og læg den foran dig.

    Del alle kortene op i bunker efter type. Det er en god ide at have regelbogen ved hånden, så du ved, hvad der er hvad, for det står ikke på alle kort, hvad type de er.

    Bland og læg bunkerne med Special Condition og Mission Event kortene på deres plads på spillepladen.

    Læg alle Assault, Support og Command Batallion bunkerne til side, dem får du brug for senere.

    Udover spillepladen er der et ekstra hjælpeark i tyndere pap, der kaldes “Air Base Sheet”. Læg det ved siden af spillepladen – her er ekstra referencetabeller og plads til visse korttyper. For at holde styr på alle dine piloter, og hvordan dine missioner går, har du også en logbog til at skrive på. Logbogen er et enkelt A4-ark.

    Vælg kampagne

    TAL kommer med fire dobbeltsidede kampagnekort, altså otte forskellige i alt. Hvis du ikke har spillet TAL før, anbefales det at vælge begynderkampagnen, som er Iraq 1991.

    Kampagnekortet, viser hvor mange Victory Point du har brug for for at klare dig igennem. Det viset også modstandens styrke, sværhedsgrad og så videre. Og så er der en liste over de terrænbrikker, du skal bruge i kampagnen. Find dem frem, men vent med at lægge dem på spillepladen.

    Vælg situation

    Hver kampagne kan have sin egen særlige vinkel, som du skal vælge på et situationskort. Der er seks forskellige situationskort, der hver især fortæller, hvor mange dage kampagnen varer, hvor mange særlige operationspoint (OP) du har og tjener undervejs.

    Hvis du allerede nu tænker, “Wow, der er mange kombinationer”, så er du allerede godt på vej til at forstå TAL. Allerede på det overordnede plan har du altså otte missioner gange seks situationer (48!), og det endda inden du overhovedet er begyndt at tænke på piloter, fly og våben.

    Fjendtlige bataljoner

    Du kommer til at kæmpe imod en række bataljoner, en ad gangen, og dem skal du trække nu. Træk et kort fra hver af Assault, Support og Command Batallion bunkerne, og fortsæt indtil de tilsammen har så mindst så mange point, som din kampagne foreskriver.

    Hver bataljonskort har en tilhørende brik – find dem frem og læg dem i deres respektive felt i området “Sector Map” i øverste højre hjørne af spillepladen.

    Vælg fly

    Nu skal du vælge de fly, du gerne vil bruge i kampagnen. Alle fly koster OS point, og du skal også lægge mærke til, om flyet overhovedet findes det år, hvor din kampagne foregår.

    Bortset fra det har du frit valg. Du kan nøjes med at vælge et enkelt fly og spare point, eller du kan vælge så mange ens eller forskellige, som du har råd til.

    Vælg piloter

    Den største bunke kort i TAL er pilotkortene, fordi der findes tre af hver, alt efter hvor sej piloten er. Som udgangspunkt får du en “Average” pilot for hvert fly, du har valgt, plus en ekstra “Average” pilot for hver flytype. Bemærk at piloter kun kan flyve en bestemt type fly.

    Du er nu næsten klar til kampagnens første dag. Vend det øverste Special Condition kort fra bunken, som gælder for alle missioner på den første dag.

    Nu er det tid til at bestemme, hvilke piloter der skal flyve på den første dag. Find brikkerne for de fly, du har valgt, og læg dem på de piloter, du vælger at bruge.

    Missionen

    Før hver mission skal du udstyre dine fly med våben, elektronisk udstyr eller ekstra brændstof. Hver flytype tillader kun bestemte slags våben og kan kun bære udstyr op til vægtbegrænsningen.

    Overordnet har du disse typer af udstyr/våben til rådighed:

    • Luft til luft missiler
    • Luft til jord missiler
    • ECM (elektronisk forsvarsudstyr)
    • Brændstoftanke

    Alle våben har hver deres lille papbrik – put brikkerne på flykortet, når du har bestemt, hvilke våben/udstyr flyet skal have om bord.

    Træk derpå et Mission Event kort, som viser, hvad der sker på vej til og fra missionen.

    Terræn

    Området for hver mission består af 10 sekskantede terrænbrikker, som placeres tilfældigt på det store tomme felt på spillepladen.

    Når terrænbrikkerne er på plads, så skal du vælge, hvilken bataljon du vil angribe først. På kortet kan du se hvor mange af de forskellige fjendtlige enheder, der er. Find papbrikker for hver enhed, og rul en terning for hver enkelt enhed for at finde ud af på hvilken terrænbrik, den befinder sig.

    Placer dine fly

    Endelig! Hvert enkelt af dine fly er repræsenteret af et kort, plus våbenbrikker og den pilot der flyver, men også en lille papbrik. Du har nu frit lejde til at placere alle dine fly i terrænet. Der er nogle meget simple regler for, hvordan fly flytter sig, og hvordan terrænet spiller ind, men det er hurtigt lært.

    Det svære er, at du som regel har meget kort tid til at uskadeligøre alle fjendens enheder, ofter kun fem ture. Derfor skal du være superøkonomisk med både dine bevægelser i luftrummet og med dine våben.

    Der kan også pludseligt dukke uventede fjender op i fjæset på dig, som du ikke kan planlægge dig ud af.

    Mission complete

    Selve missionen er hurtig og hektisk. Du flyver rundt og smadrer tanks, bunkere, missilbatterier og så videre, og de skyder selvfølgelig igen. Dine fly tager skader, og dine piloter føler stress. Forhåbentlig er de dog alle stadig på vingerne, når alle fjender er døde, eller tiden er udløbet.

    Det er tid at vende tilbage til basen, tanke op, efterse fly og armere dem på ny, før turen går videre til næste mission.

    Hvis bataljonen blev helt udslettet, fjernes den helt, og du får Victory Points for den. Hvis den kun er reduceres til det halve, vendes brikken om, men den er stadig i spil.

    Du noterer alle detaljer ud for hver pilot i logbogen. Piloter bliver mere og mere erfarne og bedre, jo flere missioner de flyver, og især hvis de overlever!

    Sådan slutter Thunderbolt-Apache Leader

    Når den sidste dags missioner er overstået, så er det tid for at sammenligne dit totale antal Victory Points med kampagnekortet.

    Når en kampagne er slut, kan du begynde på en ny, enten med dit gamle team, eller med helt nye fly og piloter.

    Vurdering af Thunderbolt-Apache Leader

    Per von Fischer
    Per von Fischer mener ...

    TAL er et stort spil, og selv om det i bund og grund er ret enkelt, dog med en masse små procedurer undervejs og en del “regnskabsføring”, kan det nok virke lidt overvældende.

    Der er dog især to ting, der gør spillet til en vinder: 1. som solospil fungerer det aldeles fremragende. Det er virkelig godt, måske det bedste og mest engagerende solospil, der eksisterer overhovedet. 2. Det er et stor del af spillet at forberede sine fly, piloter og våben forud for missionerne. Det er ekstremt udfordrende, og jeg kan ikke se, hvordan man nogensinde skulle kunne blive træt af TAL. Det må være det ultimative øde ø spil.






    Kommentarer til Thunderbolt-Apache Leader