2 - 4 spillere
30+ min
8+ år
  • Kortspil
  • The Mind

    af Rasmus Ragnvald d. 28. February 2019

    The Mind udfordrer jer som gruppe. Kom i harmoni med dine medspillere og læg kortene i den rigtige rækkefølge. Uden at kunne kommunikere skal I lægge kortene fra lavest til højest.

    The Mind er et meget anderledes spil, end andre du støder på. Her er samarbejde i højsædet, men i modsætning til de fleste andre samarbejdspil må du ikke kommunikere med dine medspillere.

    Formålet i spillet er at gennemføre et antal runder, hvor kort skal lægges i den rigtige rækkefølge. Hver spiller har en hånd af kort, som de andre ikke ved noget om.

    Opsætning

    • 2 spillere: Rundekort 1 -12, 2 liv, 1 kastestjerne
    • 3 spillere: Rundekort 1 -10 , 3 liv, 1 kastestjerne
    • 4 spillere: Rundekort 1 – 8, 4 liv, 1 kastestjerne

    Bland herefter kortbunken med kortene fra 1-100 og giv hver spiller et kort i første runde.

    Spillets forløb

    Hver runde starter med, at hver spiller får et antal kort svarende til den runde, I er nået til. I runde et er det et kort, i runde to er det to kort og så videre. Hver spillers kort er hemmelige for de andre. Nu er det jeres opgave at lægge alle kortene fra lavest til højest uden at snakke sammen, eller på anden måde kommunikere med de andre spillere. Inden første kort lægges udføres koncentrationsfasen, hvor alle spillere lægger en hånd på bordet, og når alle har en hånd på bordet må første kort spilles.

    Når en spiller lægger et kort, som ikke er det laveste, mister I som gruppe et liv og alle kort op til det spillede smides. Herefter starter spillet igen med en ny koncentrationsfase. Når alle kort er lagt, har I vundet runden.

    Det er muligt at spille en kastestjerne. Når som helst kan en spiller foreslå dette ved at løfte hånden. Hvis alle er enige, kan den spilles. Kastestjernen gør, at alle smider deres laveste kort, herefter startes runden igen (med en koncentrationsfase).

    Spillets afslutning

    Når I har gennemført sidste runde, har I vundet som gruppe. Har I på et tidspunkt ikke flere liv, har I tabt som gruppe.

    Vurdering af The Mind

    Rasmus Ragnvald mener ...

    The Mind er et anderledes spil, som ikke vil tiltale alle, men jeg synes, det er fint lille, hyggeligt spil, hvor spændingen er med hele vejen. Man er hele tiden spændt på, om de andre nu er med på, hvor langt vi er nået og hvor hurtigt kan jeg spille 65 efter 60? Så helt klart et spil jeg gerne vil spille igen. Dog tror jeg, dette spil vil opleve det, som mange andre små spil oplever, nemlig at det spilles en del i starten og så stille og roligt glemmes.






    Kommentarer til The Mind