2 - 5 spillere
30+ min
10+ år
  • temaspil
  • Samarbejde
  • The Grizzled

    Jacob Herold af Jacob Herold d. 13. December 2018

    The Grizzled er en lille perle af et coop-spil, hvor I sammen skal overleve en række missioner og komme helskindede ud på den anden side af 1. Verdenskrig.

    Det er dog ikke helt ligetil, for undervejs bliver de tapre soldater udsat for lidt af hvert og skal holdes i live med både peptalks og støtte fra sidekammeraterne.

    Præmisset i The Grizzled er simpelt

    Kom igennem kortbunken med Trials og ned til Peace-kortet, inden moralen (en anden kortbunke) er tom. Der findes seks forskellige symboler på Trials-kortene, samt såkaldte “Hard Knocks”-kort, der repræsenterer traumer og øger sværhedsgraden.
    Først vælger missionens leder, hvor svær/intens en mission, I begiver jer ud på. Dette afgør, hvor mange kort I hver især får fra Trials-bunken (minimum et kort hver – første spil er har altid en intensitet på tre, det vil sige tre kort til hver spiller).

    Herefter skiftes spillerne til at spille ét kort til No Man’s Land på midten af bordet, til enten alle er kommet af med alle kort (succes!), alle spillere har trukket sig tilbage (succes!), eller der bliver spillet et tredje symbol af en slags, der allerede er på bordet (fiasko!).

    Hvis spillet på nuværende tidspunkt ikke er vundet (Peace-kortet under Trials-bunken er synligt) eller tabt (én spiller har fire eller flere Hard Knocks-kort foran sig, eller Morale-bunken er tom), går man videre til Morale-runden, hvor antallet af kort, som spillerne stadig har på hånden, tages fra Morale-bunken og blandes ind i Trials-bunken (hvilket effektivt forlænger spillet yderligere, og gør det sværere at vinde).

    Hver spiller har derudover sin egen figur med en såkaldt Good Luck Charm. Hver figur har én af de seks ikoner, og bruger man sin Good Luck Charm, kan man fjerne ét kort med samme ikon fra No Man’s Land – men man har typisk kun én af disse.

    Når en spiller har trukket sig ud af en mission, skal vedkommende hemmeligt vælge at støtte en af sidekammeraterne med en support-token, der peger enten mod venstre eller højre. Man starter med én i hver retning + én tilfældig token, og når der gives support til en sidekammerat, beholder vedkommende brikkerne og kan bruge dem i næste Support-runde. Det kan derfor godt lade sig gøre at løbe tør for tokens, hvis der ikke bliver støttet i ens retning. Den spiller, der modtager mest support, kan enten skille sig af med to Hard Knocks-kort eller genvinde sin Good Luck Charm.

    Sidst, men ikke mindst, skifter leder-rollen til en ny spiller efter hver mission, og den gamle leder modtager en Speech-token. Disse kan bruges i stedet for at spille et kort, og lader lederen annoncere én type kort, hvorefter alle spillere med sådan et kort på hånden må skilles sig af med et enkelt af slagsen.

    Vurdering af The Grizzled

    Jacob Herold
    Jacob Herold mener ...

    The Grizzled byder på masser af nyt fra Vestfronten. Det er et spændende og ligetil spil, der dog har masser af dybde i sig. Dét, at spillerne ikke må dele al information med hinanden (for eksempel fortælle hvad de har på hånden), gør spillet umiddelbart mere strategisk, end man skulle tro. Den herlige tegnede stil føjer kun til stemningen, og med mekanikker, der gør, at man er nødt til at ofre sig, for at en mission bliver succesfuld, balancerer spillet ét ellers trist tema om krig uden at være voldeligt og blodigt.






    Kommentarer til The Grizzled