Star Wars: The Deckbuilding Game
af Rasmus Ragnvald d. 26. March 2023
Kampen mellem Imperiet og Rebellerne er ikke slut. Den klassiske kamp fortsætter i dette Star Realms-inspicerede Star Wars-spil.
Star Wars: The Deckbuilding Game er et spil for 2 spillere. Hver spiller spiller en side i krigen mellem Imperiet og Rebellerne. Spillet er simpelt at gå til, men der skal tænkes taktisk, og de to fraktioner spilles forskelligt.
Spillets opsætning
Hver spiller starter med 5 basekort og en kortbunke på 10 kort. De 5 basekort lægges med startbasen øverst. De 10 kort i spillerens kortbunke blandes, og der trækkes en hånd på 5 kort.
Kortbunken med galaksekort blandes, og de 6 øverste kort vendes og skaber galakserækken. Kort i galakserækken er de kort, der kan købes eller angribes i løbet af spillet.
Til sidst lægges kraftbalancetracket med balancemarkøren helt over mod rebellernes side.
Spillets forløb
Er ens base ødelagt, vælges en ny base mellem de tilbageværende baser i stakken. Hver base giver visse fordele og et antal livspoint.
Så får man indkomst fra ens flådeskibe i spil, og herefter kan man udføre følgende handlinger (hver handling kan tages flere gange):
- Køb et kort: Hvis du har penge til det, kan du købe et neutralt kort eller et kort fra din fraktion fra galakserækken. Kortet kommer i din bunke med brugte kort. Herefter trækkes et nyt kort til galakserækken.
- Spil et kort: Spil et kort fra hånden. Dette kan give indkomst, angrebsstyrke og/eller rykke på kraftbalancen.
- Angrib: Kort med angrebsstyrke, som er i spil, kan angribe. Det er ikke muligt at angribe modstanderens base, så længe han har flådeskibe, så disse skal først ryddes af vejen.
- Sabotage eller dusørjagt: Kort i galakserækken fra modstanderens fraktion kan angribes. Dette vil give penge, flytte på kraftbalancen eller en special handling. Herefter trækkes et nyt kort til galakserækken.
- Brug en evne: Kort kan have forskellige evner, som kan bruges til at gøre livet surt for den anden fraktion.
Afslutning
Den første til at ødelægge 3 baser vinder spillet.
Vurdering af Star Wars: The Deckbuilding Game
Jeg synes, det er et virkelig godt lille spil, som giver noget til Star Realms-spillene. Jeg er også vild med spil, hvor de to fraktioner ikke spilles ens, som her hvor det er forskellige spiloplevelser du får, afhængigt af om du spiller Imperiet eller Rebellerne.
Kan du lide Star Realms eller bare asymmetriske spil, så er dette klar et spil, du skal prøve eller måske bare skaffe til samlingen.