2 - 4 spillere
30+ min
12+ år
  • temaspil
  • Kortspil
  • Fantasy
  • Horror
  • Pirat
  • Science fiction
  • Western
  • Relateret læsning


    Smash Up

    Peter Brichs af Peter Brichs d. 8. October 2012

    Rumvæsner er seje. Pirater er seje. Zombier er seje. Det er robotter faktisk også. Hvad skal en spildesigner dog gøre? Paul Peterson, designeren af Smash Up, har svaret: Du skal da bare blande dem!

    Smash Up er et fantastisk kortspil, hvor du tager to klassiske nørd-elskede faktioner, og blander dem sammen til én mega faktion. Hvem er ikke frisk på et spil om zombie dinosaurer eller robot pirater?

    Paul Peterson, der tidligere har udgivet Guillotine, har her opfundet et nyt koncept, der hedder Shufflebuilding. Mekanikken låner en del fra Deck Building, men i stedet for at du langsomt bygger dit deck op, tager du altså to halvdele, der er prægeneret fra udgiver, og blander (det engelske ord for at blande er at “shuffle”) dem sammen.

    Opsætning af Smash Up

    • Start med at tage de otte faktioner ud af kassen, og læg dem på bordet. Vælg en startspiller, og lad ham vælge en af sine to faktioner først. Dernæst kører det på skift, indtil alle spillere har valgt en faktion. Den spiller, der valgte den sidste faktion vælger nu sin anden faktion, og så får alle spillere lov til at vælge deres sidste faktion i omvendt rækkefølge.
    • Bland de to faktioner godt sammen, og træk fem kort. Hvis du har trukket en hånd uden en eneste Minion, viser du din hånd til de andre spillere, skralder hele din hånd, og trækker en ny.
    • Træk så mange kort fra bunken med baser, som I er spillere – plus én. Altså tre baser i et to-personers spil, fem i et fire-personers spil og så fremdeles.
    • Find en måde at holde styr på sejrspoint.

    Sådan spiller du Smash Up

    I Smash Up gælder det om at få point for de baser, der er fremme nu. Du point baseret på den styrke, din minions har samlet rundt om basen – og det kan ikke altid betale sig at have størst styrke! Det gælder om at få 15 point.

    Spil kort

    Det første, man gør i sin tur, er at se efter, om man har spillet et kort, der får effekt i starten af sin tur. Når man har udført den eventuelle effekt, må man spille kort. På sin tur må man spille to kort: ét Minion kort og ét Action kort. Du må også vælge kun at spille et kort, eller slet ingen.

    Enchantress er et minion kort fra Wizard faktionen. Hun har en styrke på to, og når du spiller hende, får du lov til at trække et kort fra din kortbunke med det samme.
    Minion kort Når du spiller et Minion kort, gør du det ved at lægge det ved en af baserne, der er i spil. Der er to vigtige ting at holde styr på, når du spillet Minion kort. Øverst til venstre står der et tal: Det er kortets styrke.

    Det andet der er vigtigt, er teksten på nederste halvdel af kortet, det er kortets effekt. Medmindre der står “Special” eller “Ongoing” skal effekten udføres med det samme, kortet bliver spillet.







    Abduction er et Action kort fra Alien faktionen. Når du spiller dette kort, peger du på en vilkårlig minion, der ligger ved en base, og returnerer den til ejerens hånd. Samtidig får du lov til at spille en ekstra minion - ikke dårligt!
    Action kort Når du spiller et Action kort, tager kortet effekt med det samme – medmindre der står “Ongoing” på kortet. De fleste kort bliver lagt i skraldebunken med det samme, men de kort, der har en effekt, der er “Ongoing”, skal enten spilles på en base eller en specifik minion.

    Du må som nævnt kun spille ét af hvert kort i din tur, med mindre du spiller et kort, der giver dig lov til at spille ekstra kort.





    Skal basen scores?

    Det næste skridt er at finde ud af, om en af baserne skal scores. Øverst til venstre på alle baserne står et tal, kaldet basens breakpoint værdi. Så snart den samlede styrker af alle minions rundt om basen er lig med eller højere end basens breakpoint værdi, får spillerne point.

    Den spiller,

    der har størst styrke får det antal sejrspoint, der står først på kortet. Den spiller der har næstmest styrke får sejrspoint svarende til tal nummer to, og spilleren med tredjestørst styrke får det sidste.

    Hvis to spillere har lige stor styrke, deler de værdien af den placering, de normalt ville have, og næste værdi udgår.

    Når basen er scoret, bliver alle de minions, der er spillet på basen, lagt i ejerens skraldebunke, og så trækkes en ny base, for at erstatte den der lige er scoret.

    Træk kort

    Det sidste, du gør i din tur, er at trække to kort. Du må maksimalt have 10 kort på hånden: Hvis du har flere, skal du kassere kort i din skraldebunke, så du igen har 10. Hvis du løber tør for kort i din kortbunke, blander du din skraldebunke, og så er den din nye kortbunke.

    Hvis du har spillet nogle kort, der har en effekt i slutningen af din tur, tager de effekt nu. Turen går videre til næste spiller.

    Afslutning på Smash Up

    Spillet slutter, når en spiller når 15 sejrspoint – eller kommer højere op. Hvis to spillere 15 point på samme tid, spiller man videre, indtil stillingen ikke længere er lige.

    Vurdering af Smash Up

    Peter Brichs
    Peter Brichs mener ...

    Hvis du kan lide småkaotiske spil, er Smash Up er et fantastisk spil – kort og godt. Spillet minder i stemning og stil en del om en af mine andre favoritter King of Tokyo – selvom mekanikkerne er helt anderledes. Jeg er under alle omstændigheder helt solgt af konceptet, og glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer denne nye spilserie – æsken har i hvert fald plads til ni nye faktioner.

    Nu vi snakker om æsken, kan jeg kort lige nævne, at der er taget hensyn til, at nogle folk godt kan lide at komme deres kort i lommer, og at æsken er indrettet til det formål.

    Tegnestilen er dejlig frisk, og de grafiske talenter har præsteret at ramme stilen for de forskellige faktioner godt, og stuerent – eksempelvis er zombierne ikke blodige, selvom de er dejligt ulækre.

    Der er noget skønt ved at sidde og spekulere i sine faktioner, mens man prøver at skabe en god synergi i den kombination, man vælger. Samtidig er de forskellige faktioner dejligt tematiserede i deres evner – det giver bare rigtig god mening, at zombierne er baseret på at trække kort fra skraldebunken i spil igen, mens rumvæsnerne er baseret på at bortføre kort fra de forskellige baser, og troldmændende tryller nye actions og minions frem i et væk.

    Smash Up er kaotisk, det er super humoristisk – og det er knaldherligt. I må have mig undskyldt, jeg skal finde nogen og spille Smash Up med …






    Kommentarer til Smash Up