Rhino Hero

af Rasmus Ragnvald d. 27. December 2018

Klodsmajor med et næsehorn som superhelt. Byg i højden, og undgå at få højhuset til at vælte. Vis, at du har den roligste hånd, og grin, når de andre får huset til at vælte.

I Rhino Hero kæmper man om to ting: At undgå at få huset til at vælte og at prøve at komme af med sine kort først. Man bygger hver tur en ny etage på huset, og jo højere huset bliver, jo større er chancen for, at det vælter.

Opsætning

Alle får 6 kort på hånden, og startkortet placeres midt på bordet. Den spiller, som sidst gjorde en god gerning, starter spillet.

Spillets forløb

Når det bliver din tur, skal du sætte nye vægge på huset. Alle kort har 1 eller 2 vægge vist, og du skal placere vægge som vist på det sidst spillede kort og selv lægge et nyt kort som tag, uden huset vælter.

Nogle kort har specialregler. I hjørnet af kortet kan ses forskellige symboler. Når et kort er lagt, træder specialreglen i kraft. Der kan være følgende ting:

  • Næste spiller skal som det første flytte næsehornet til toppen af huset
  • Turrækkefølgen går den anden vej rundt om bordet
  • Du må spille et kort mere
  • Næste spiller skal trække et kort
  • Næste spiller springes over

Spillets afslutning

Den første spiller, som slipper af med alle sine kort, har vundet, eller hvis huset vælter, er det den spiller, som har færrest kort tilbage på hånden.

Vurdering af Rhino Hero

Rasmus Ragnvald mener ...

Rhino Hero er et hyggeligt behændighedsspil, hvor du har visse muligheder for at gøre livet svært for dine modstandere. Et hyggeligt børnespil og som Klodsmajor tager et spil ikke ret lang tid. En stor del af spillet er den spænding, det giver, når huset er vakkelvornt, og en spiller er ved at sætte endnu en etage på. Vil det lykkes? Bliver det min tur lige om lidt? Hvor meget ryster jeg på hånden?






Kommentarer til Rhino Hero