Rapido météo
af Rasmus Skat Andersen d. 10. December 2011
Så skal der klædes bjørne på. Det er nemlig ikke noget, der bare foregår af sig selv i brætspillet Rapido météo. Spillet henvender sig til absolut uøvede brætspillere, nemlig treårige, så reglerne er korte og overskuelige.
Set up
- Tøjbrikkerne lægges midt på bordet.
- Hver spiller tager en bjørn (lavet i bedste påklædningsdukke stil).
- Kortene med påklædte bjørne lægges med billedsiden nedad.
Tre spillere
En spiller begynder med at være beskriver. Vedkommende trækker et kort og beskriver det for de andre. Det kan for eksempel lyde: “Det er varmt. Lille bjørn har en rød og orange badebold. Han har en grøn undertrøje på og hvide underbukser med røde stjerner.”
Når beskrivelsen er færdig, skal de to andre spillere hurtigst muligt klæde deres påklædningsbjørn på, så den matcher beskrivelsen. Den første, der bliver færdig, råber “klædt på!”. Derpå kontrolleres, om bjørnen også er klædt rigtig på. Er det tilfældet, vinder man kortet. Har man begået en fejl, taber man et af de kort, man havde vundet tidligere.
Tøjet lægges nu tilbage, og spilleren til venstre for beskriveren bliver næste beskriver.
To spillere
Spillerne skiftes til at trække et kort og beskrive det for den anden (ligesom med tre spillere). Den anden skal derpå forsøge at give sin bjørn det rigtige tøj på. Klarer han det, får han kortet. Hvis han laver en fejl, mister han et af de kort, han tidligere har vundet.
Gør det sværere
Hvis man ønsker at gøre spillet sværere, kan man enten undlade at sige, hvordan vejret er, eller man kan læse to kort op ad gangen, som man så skal huske.
Vinderen
Første spiller, der har 10 kort, vinder.
Vurdering af Rapido météo
Rapido météo er et meget simpelt huskespil. Spillebrikkerne er god kvalitet, hvilket nok er nødvendigt, eftersom børn i den alder godt kan være lidt hårde ved deres omgivelser.