Quiz Zone
af Bo Jørgensen d. 18. December 2013
»I hvilket land var der Vinter OL i 1994?«
»Nævn et af de tre lande som omkranser Victoriasøen?«
»Hvilken type bille er et kendt og helligt symbol fra det gamle Egypten?«
Quiz Zone er et dansk udviklet brætspil for hele familien, som gør to ting rigtigt godt. Spillepladen kan tilpasses, så man ud af 10 spørgsmålskategorier kun bruger seks af dem. Lad os bare indrømme, at der i ethvert selskab altid er en hade-kategori.
Men i bund og grund er der tale om et meget simpelt spørgsmål og svar-spil, hvor det gælder om at komme først ind til midten af spillepladen.
Sådan kommer I i gang
- I kører en tur rundt om bordet og lægger hver, efter tur, en kategori-brik på de seks felter rundt om spillepladen. På den måde parrer I felternes farve med kategorierne på spørgsmåls-kortene. Et orange felt vil altså være en ny kategori fra spil til spil.
- Tre tilfældige taktisk kort til hver.
- Yngste spiller vælger startposition, og de øvrige spillere sætter deres start-brik – men der skal være to tomme felter mellem brikkerne.
Spillepladens bagside er et bræt designet til at bruge alle 10 kategorier, så brug det hvis I ikke har nogen hade-kategorier, eller bare vil quizze om hvem der er klogest i alle 10 spørgsmåls genre.
Runderne i Quiz Zone
Spilleren til højre læser op, og yngste spiller har første tur. Du får et spørgsmål i den kategori, der svarer til farven på det felt, du står på.
Når det er din tur, kan du spille taktik-kort fra din hånd. Kortene kan bruges til at snuppe svar-muligheden fra en modspiller eller simpelthen flytte sidelæns til bedre felter.
Når du svarer rigtigt på et spørgsmål, flytter du brikken ind på næste felt direkte mod midten. Svarer du forkert, bliver du stående, og næste spiller har tur.
Slå hinanden hjem
Hvis du lander på et felt, hvor der står en anden brik, bliver den slået væk og skal, med det samme, rykke to felter væk fra midten. Der er altså mulighed for at drille hinanden til en lidt mere krøllet vej end lige løb mod midten.
Spørgsmålene i Quiz Zone
Der er 3000 spørgsmål i spillet som alle er på dansk og rammer et fint niveau hvor alle kan være med. Spørgsmålene er inddelt i 10 kategorier :
- Film & TV
- Historie & Religion
- I byen
- Kunst & Kultur
- Musik
- Natur & Videnskab
- Samfund & Erhverv
- Sport & Fritid
- Sprog & Litteratur
- Verden
Skraverede felter
På pladen er der skraverede felter (plettede måske retter), og når du lander på sådan et felt, trækker du to taktik-kort. Alle taktik-kortene er beskrevet i spillevejledningen.
Sådan vinder du
Første spiller i midten vinder, hvis han kan svare rigtigt på en valgfri kategori.
Vurdering af Quiz Zone
Quiz Zone er velproduceret og leverer en masse quiz-underholdning med få midler. Kortene er i god kvalitet, og man sidder ikke med fornemmelsen af, at taktik-kortene bliver slidt lige foreløbigt. Spørgsmålene er aktuelle og gode.
Skyhigh Games udgav i 2012 TimeOut, som jeg personligt synes bedre om – men spørgsmålene er helt i samme kvalitet. Man kan dog, i Quiz Zone, godt komme til at sidde fast i en uheldig kategori, uden chance for at få nye taktik-kort, der kan hjælpe dig væk.