Queendomino
af Pernille Brix Madsen d. 4. October 2018
Queen…domino? Du har måske allerede hørt om Kingdomino, der vandt en Guldbrik for bedste familiespil i 2017 og en fornem Spiel des Jahres-pris i Tyskland samme år?
Queendomino er en selvstændig videreudvikling af Kingdomino, som kan spilles alene eller med Kingdomino. Men hvorfor pille ved et prisvindende design? If it ain’t broken, don’t fix it … eller hvad? Læs med og hør, hvordan det er lykkedes.
Sådan spilles spillet
Både Queen- og Kingdomino handler om at opbygge sit rige bedst muligt, så det maksimalt fylder 5 × 5 felter (eller 7 × 7 i et spil med to spillere). Alle spillere vælger en spillerfarve og starter med en 1 × 1 brik og et slot i deres farve. Alle brikkerne blandes og lægges op til auktion i rækkefølgen mindst til højest.
Grundidéen i Queendomino er den samme som i Kingdomino. En simpel og genial spilmekaniske sørger for, at alle får taget og placeret en brik, og beslutter samtidig spillerækkefølgen for den næste tur. Simpelt fortalt, kan man sige, at jo bedre en brik, du vælger i en tur, jo længere bagud i spillerækkefølgen er du i næste tur.
Dit kongerige bygges op af dominobrikker, der alle består af to felter, der enten er hvedemarker, skove, floder, græsenge, marskland eller bjerge. Brikkerne kan være sammensat af to af den samme landetype eller to forskellige. Når du har taget en brik, skal den placeres på en lovlig plads i dit kongerige. En brik skal altid placeres op ad samme felttype eller op ad din slotsbrik.
Point
I slutningen af spillet får du point for alle dine områder i dit kongerige. Pointene gives således: Antallet af felter i et område x antallet af kroner på felterne, området består af = dine point
I Queendomino får spillerne også point for de forskellige bygninger de har.
Alle point tælles sammen, og den spiller, der har flest, har vundet!
Men hvad er forskellen så?
Queendomino adskiller sig fra Kingdomino på følgende måder:
- En ekstra landetype på dominobrikkerne
- Bygninger, der kan bygges på de nye felter
- Riddere, der kan inddrive skatter til dig, så du har penge til at købe bygningerne.
- Drage, der kan brænde bygninger.
- Tårne og en dronning
Du må købe og placere en bygning, når du har placeret en brik i din tur. Bygningerne kan give dig tårne eller riddere, når du bygger dem. Bygningerne kan for eksempel give dig point for en bestemt landetype i slutningen af spillet, eller point for antallet af tårne du har i dit kongerige. Tårne placeres med det samme, når du får dem. Dronningen er vild med tårne, så hun flytter til det kongerige, der har flest af dem. Så længe hun bor hos dig, giver hun dig rabat, når du vil købe bygninger.
Dragen kan bestikkes med guld til at brænde en af de tilgængelige bygninger, hvilket kan være upopulært, hvis du brænder en bygning, der ville give din modstander en masse point.
Riddere kan placeres i din tur på det ene af de to felter på den brik, som du lige har placeret. Antallet af den landetype, der nu sidder sammen i et område, giver dig en mønt.
Bland det hele sammen …
Vælger du at spille med begge spil på samme tid, kan op til fire spillere spille med 7 × 7 felter (som normalt er forbeholdt et spil med to spillere), og op til seks spillere kan spille det normale spil med kongeriger på 5 × 5 felter (normalt kun op til fire spillere)
Vurdering af Queendomino
De første par gange, jeg spillede Queendomino, var jeg meget begejstret. Jeg har også været glad for Kingdomino, men altid syntes, at det var lidt for simpelt. Men efter nogle flere gennemspilninger er jeg kommet frem til, at de ekstra muligheder, Queendomino kan tilbyde i forhold til Kingdomino bare gør spillet mere besværligt uden at tilføre det noget fantastisk. Det gør bare spillet mere kompliceret. Hvis du overvejer at investere i enten det ene eller det andet, vil jeg anbefale Kingdomino fremfor Queendomino. Kingdomino er simpelt nok til at være et gateway-spil, men der er ikke kød nok på hverken Queen- eller Kingdomino til at holde min interesse.