Quarriors! Rise of the Demons
af Peter Brichs d. 21. March 2012
Du har fået nedkæmpet en masse monstre, i din jagt efter hæder og ære. Nu er det tid til at rejse endnu længere ud i verden, hvor du finder onde dæmoner, der har brugt deres dårlige indflydelse, på de typer af fjender og allierede, du støder på undervejs.
Quarriors: Rise of the Demons er første udvidelse til Quarriors, og indeholder mere af alt det gode fra grundspillet: udvidelsen har en ny type quiddity-terning, en ny trylleformular og en ny type monsterterning. Desuden indeholder den en ny udgave af hvert monster fra det gamle spil, der er bukket under for de onde dæmoners indflydelse; en såkaldt corrupted udgave af hver type.
Opsætning
Spillet bliver stort set sat op på samme måde som i grundspillet, med et par enkelte undtagelser. Der er nu kommet en fjerde type basis-terning, der er med i hvert spil, nemlig corrupted quiddity-terningerne. Disse terninger har to sider med nul quiddity, en der giver dig en ny corrupted quiddity terning og tre sider med en quiddity – altså basalt set er kun halvdelen noget, du har lyst til at rulle.
Når du sætter spillet op, skal du tage en beslutning om hvor mange af de nye corrupted quiddity terninger, du vil have med i spillet. Hvis du gerne vil have rigtig meget gang i dem, bør halvdelen af dine monstre være af den nye corrupted variant.
Sådan spiller du Quarriors: Rise of the Demons
Selve spillet forløbet fuldstændig på samme måde, som grundspillet. Der er dog kommet et par nye regler, det kan betale sig at være opmærksom på.
Corrupted Quiddity
De nye corrupted quiddity er ikke nogen, du kan købe – derimod vil flere af de nye monstre i udvidelsen tvinge dig til at lægge en af dem over i din used pile, og siden med de tre *-symboler på terningen vil give dig en ny af slagsen.
Andre twists
Der er et par andre små twists, det også kan betale sig at være obs på. Der er kommet monstre, der kan fjerne hæderspoint fra spillerne, ligesom nogle af monstrene kan destruere terninger fra dine modspillere. Destruktionen af terningerne er ikke det samme som når du culler dine terninger – du skal derimod pakke terningerne helt væk, og først finde dem frem til næste spil.
Den sidste lille ændring finder du ved, at nogle af monstrene nu ikke kan tage skade, hvis angriberen opfylder specifikke krav – eksempelvis hvis din modstander har rullet en corrupted quiddity terning, kan han ikke angribe din corrupted ghostly spirit.
Vurdering af Quarriors! Rise of the Demons
Den første udvidelse til Quarriors er en sjov størrelse. De nye Corruption-terninger er super underholdende, men desværre virker det som om, de ikke kommer så meget i spil, som man kunne ønske, med mindre man virkelig går efter at få en masse af dem med, under opsætningen.
De små twists undervejs i spillet giver et friskt pust til grundspillet, der i forvejen er fyldt med friske idéer. Man kan dårligt få for meget af en god ting.