2 - 4 spillere
20+ min
4+ år
  • børnespil
  • Professor Crocodile’s Safari School

    Kristian List af Kristian List d. 15. October 2011

    Har pingviner pels? Kan elefanter flyve? I safariskolen skal du give dyrene de rigtige egenskaber hurtigere end mor og far. Billederne er enkle og ikonerne lette at forstå. Her er et spil, som selv de allermindste kan være med til.

    Banen kridtes op

    Hver spiller vælger en professor-brik og placerer den på startfeltet. Til hver af de fire professor-farver hører fire Ludobrikker i samme farve.

    De 22 forskellige egenskaber eller kendetegn placeres rundt om brættet, så de støder op til kanten. Dyrekortene blandes og stilles oprejst i den lille kortholder.

    Hurtig på aftrækkeren

    Har pingviner pels?
    Yngste spiller begynder med at tage et dyrekort og lægger det på bordet med dyret opad, så alle kan se det. Alle spillerne skal nu placere deres Ludobrikker på de egenskaber, de mener, passer til de pågældende dyr. Så gælder det om at være hurtig, for man kan hurtigt se, at pingvinen har to ben, men har den for eksempel pels? Eller skæl?

    Når alle er færdige med at placere deres Ludobrikker – og man må gerne sidde med nogle tilbage – vendes dyrekortet om. På bagsiden står, hvilke egenskaber dyret har.

    For hver rigtig egenskab man har gættet rigtigt, rykker man sin professor ét felt frem. For hver forkert egenskab, rykker man ét tilbage.

    Herefter starter en ny runde. Efter fire runder er vinderen den, der er nået længst frem på brættet.

    Variationer

    Vinterhi
    For yngre spillere omkring 3 år og fremefter kan det være en fordel at skiftes til at placere en Ludobrik på egenskaberne, i stedet for at alle gør det på én gang.

    Se øvrige variationer

    Lærerigt og grotesk

    Horn
    Børn på forskellige alderstrin kan få noget forskelligt ud af Professor Crocodile’s Safari School. De mindste vil være stolte af at vise, at de ved, koen har både horn og fire ben. For de lidt større er konkurrencen på tid vigtigere, og der dukker også mere specielle dyr op, som kræver noget mere tankevirksomhed. Har en skorpion tænder?

    For de voksne opstår der groteske billeder på nethinden, når børnene hævder, at hyænen har følehorn og lever vildt i Skandinavien.






    Kommentarer til Professor Crocodile’s Safari School