Pax Porfiriana
af Helle Perrier d. 30. October 2014
Pax Porhvadfornoget tænker du sikkert, men bag spillet med det mundrette navn gemmer der sig faktisk en stor oplevelse i en lille æske.
Pax Porfiriana hentyder til de 33 år, hvor diktatoren Porfirio Diaz havde magten i Mexico. Du er en rigmand, der skal arbejde for at blive endnu mere rig og mægtig end dine modstandere i et politisk klima, der mildest talt er omskifteligt.
Opsætning af Pax Porfiriana
- Fjern de tretten dobbeltsidede kort og de fire topple-kort. Bland de resterende 203 kort.
- Tag tolv tilfældige kort fra, de skal bruges til markedet, del bunken i to og læg den ene stak væk (den skal ikke bruges).
- Bland topple-kortene sammen med den bunke, der skal bruges.
- Læg de tolv markedskort i to rækker af seks.
- Giv hver spiller et Hacendado-kort.
- Hver spiller får 15 trækuber i én farve.
- Beslut hvem der skal være startspiller. Startspilleren får fire guld, den næste fem guld og så videre.
Sådan spiller du Pax Porfiriana
Hver spiller skal gennem fire faser på sin tur:
- Handlinger – man kan lave tre handlinger på sin tur. Man kan blandt andet købe og sælge kort, spille kort, aktivere sine tropper og købe land.
- Fjerne headline-kortene. Den, hvis tur det er, bestemmer rækkefølgen af kortene. På den måde kan man starte eller afslutte en økonomisk krise.
- Læg nye markedskort ud, hvis der er blevet købt nogle.
- Indkomst – få penge for dine forretninger. Såfremt det er depression, skal du dog betale for hvert kort, du har. Hvis du ikke kan eller vil betale, mister du kortet.
Så er det næste spillers tur.
Således bølger spillet frem og tilbage, og spillerne prøver at øge deres indflydelse og rigdom. Det hele afhænger dog ofte af det politiske klima. Der er i alt fire regimer at vælge mellem, og de skifter, så snart et kort, der kan ændre regime, bliver spillet. Der er både anarki, pax porfiriana, amerikansk indflydelse og undtagelsestilstand. Hvert regime har sine økonomiske og militære konsekvenser.
Afslutning på Pax Porfiriana
Når der bliver købt ét af de fire topple-kort, forsøger man at vælte Porfirio Diaz. Der er forskellige måder, det kan ske på, alt afhængigt af hvilket kort der bliver spillet. Diaz kan blive skudt, trække sig tilbage, blive væltet af amerikanerne eller miste folkets opbakning. Hvis det lykkes at komme af med Diaz, vinder den, der opfylder de specifikke krav på kortet. Hvis der er mere end én, der kan vælte Diaz, er det den med mest guld, der vinder spillet.
Vurdering af Pax Porfiriana
Pax Porfiriana er bestemt ikke noget nemt spil at gå til. Det har en yderst stejl indlæringskurve, og det kan mildest talt virke uoverskueligt – ikke mindst når man ser regelbogen. 27 tætskrevne sider i en pamplet, hvor materialet ikke ligefrem tilgås pædagogisk.
Pax Porfiriana kommer i en lillebitte æske, og indholdet ser ikke videre imponerende ud – 220 kort og nogle trækuber og plastikdiske. Men giver man sig tid og spillet en chance, er det faktisk et ret fantastisk spil. Man skal bestemt ikke lade sig narre af det sølle udseende.
Spillene er utroligt varierede, da man aldrig ved, hvilke kort der kommer med i et givent spil. Der er fin balance mellem planlægning og tilfældigheder. Man kan aldrig helt forudse, hvad der kommer til at ske, da regimer kommer og går, og økonomisk uro konstant ulmer. Der er en flot balance i de forskellige aspekter af spillet. Desuden er der en hel historielektion i kortene, der indeholder fakta om en periode i Mexicansk historie, som nok de færreste ved noget om.
Pax Porfiriana er bestemt ikke et spil for alle og en enhver, men det er helt sikkert et spil, der med de rette spillere kan byde på en fantastisk spiloplevelse.